Vera Elander Rasmussen: Et ungt tennistalent fra Lolland-Falster
Vera Elander Rasmussen, en 15-årig fra Lolland-Falster, kombinerer skolegang med elite-tennistræning i en ombygget strudsehal på familiens grund.
Med støtte fra sine forældre, der har skabt et træningscenter hjemme, stræber Vera efter at blive professionel tennisspiller og er allerede blandt Danmarks bedste unge talenter.
Klokken 6 ringer alarmen Vera Elander Rasmussen op af sengen, og så går der ikke længe, før hendes søvnige øjne retter blikket mod den nærmeste tennisbane.
Den ligger en lille gåtur henover familiens grund, hvor en nedlagt strudsehal er forvandlet til et træningscenter.
Hun skal selvfølgelig også i skole, men ved siden af hverdagen som elev i 9. klasse på Idestrup Privatskole lever hun et dobbeltliv som elite-tennisspiller. Hun dedikerer tre timer dagligt til sporten. Ud og ind af træningshaller, klasselokaler og toge suser det unge tennistalent fra det ene sted til det næste for at lave alt det, man nu engang laver som 15-årig – og mere til.
En skønne dag håber Vera Elander Rasmussen at blive professionel tennisspiller, og hun har netop opnået en vigtig milepæl.
I denne uge er den unge tennisspiller på træningslejr i Tyrkiet sammen med holdkammeraterne fra Hareskov-Værløse Tennisklub. Foto: Privat
Ranglisten lyver ikke
Annonce
En skønne dag håber Vera Elander Rasmussen, at hun kan blive professionel tennisspiller. Foto: Privat
Ser man på tennis-ranglisterne, er det blevet nemt at spotte Vera Elander Rasmussen. Hun har gennem en nylig turnering kæmpet sig op til en førsteplads i Danmark blandt piger i U16.
Selvom hun oftest træner med de andre spillere i Nykøbing, er hun i turneringer tilknyttet Hareskov-Værløse Tennisklub, hvor hun også træner ugentligt.
Her er Kristian Grøn klubmanager, og ifølge ham er det en meget stor præstation at kæmpe sig derop, hvor Vera Elander Rasmussen nu ligger.
– Ranglisten lyver sjældent. Når man ligger nummer ét, er man et rigtig stort talent, siger han.
En dag i Veras liv
Vera Elander Rasmussen starter de fleste dage med træning i den gamle strudsehal, hvor hun typisk hiver sin far eller lillesøster med over. Efter træningen får hun morgenmad og gør sig klar til at tage i skole.
Når skoledagen er slut, slår hun hjernen tilbage i tennis-modus. Hun tager toget til banerne i Hareskov-Værløse, så hun kan nå en træning fra 16.30 til 18.30. Hun overnatter i området hos enten familievenner eller holdkammerater, så hun kan deltage i morgentræning dagen efter fra klokken 7 til 9.
Først her går hendes skoledag i gang. I klubbens lokaler laver hun lektier frem til om eftermiddagen, hvor endnu en to-timers træningssession skal gennemføres, før hun igen kan tage turen tilbage til Idestrup.
– Vi har fået fantastisk opbakning fra Idestrup Privatskole. De hjælper hende hele vejen, siger Juliane Elander.
Hendes mor fortæller, at der er rigtig meget planlægning, som skal gå op, for at den 15-åriges hverdag kan hænge sammen. Her er Vera Elander Rasmussen selv god til at tage teten, siger hun.
Annonce
I hverdagen træner Elander Rasmussen både på familiens egen bane samt på klubbaner i Nykøbing F. Tennisklub og Hareskov-Værløse Tennisklub. Foto: Privat
Familiesport
- Det føles ret vildt. Det er noget, jeg virkelig har drømt om længe, siger Vera Elander Rasmussen om sin førsteplads på ranglisten.
Hun har spillet tennis, siden hun var ganske lille, og gnisten lader ikke til at kunne slukkes foreløbigt. For Vera Elander Rasmussen ser ikke på tennis som en pligt.
Tennis er det, der samler familien. Det er her, hun har sine bedste venner, og det er i tennis, hun finder ro, fortæller hun.
- Det er det allerbedste at være på tennisbanen. Der kan man være helt sig selv, især sammen med min familie, siger hun og tilføjer, at hun for eksempel træner meget med sin far.
- Jeg ved ikke, hvad andre familier laver, men det er det, vi godt kan lide.
OL-drømme
Når Vera Elander Rasmussen ser ud i fremtiden, håber hun, at hun en dag kan spille OL med sin søster. Den drøm kommer ikke fra fremmede kanter.
Både Mads Reinholdt Rasmussen og Juliane Elander har roet sig til store VM- og OL-præstationer. Ved OL i London 2012 vandt Mads Reinholdt Rasmussen guld, og samme år fik Juliane Elander en fjerdeplads.
Men før kursen sættes mod de store OL-drømme, skal skolen krydses af. Efter folkeskolen starter Vera Elander Rasmussen på en fireårig ungdomsuddannelse. Som Team Danmark-elev findes der nemlig ordninger, der gør det muligt at udøve sport på eliteplan ved siden af alle opgaverne på skolebænken.
Annonce
Hun jagter et stipendium i USA, så hun hurtigt efter gymnasietiden kan rejse over Atlanten og forfine sin teknik endnu mere. Ifølge Juliane Elander kan kamptræning på et amerikansk college give et ekstra skub på vejen mod at blive professionel tennisspiller - hvis ellers teknikken er på plads, inden man rejser afsted.
Flyt ned, ryk op
Da familien flyttede fra Bagsværd til Idestrup, var der ingen fra den gamle klub, der troede på, at Vera Elander Rasmussen kunne udvikle sig til et stort talent.
Ifølge Juliane Elander fik de at vide, at hvis familien satte teltpælene på Falster, så kunne de godt skyde en hvid pil efter de store drømme.
Men da de ankom til Idestrup, mødte de som det første én, der turde drømme med, fortæller Juliane Elander.
- Vi kom herned til Idestrup-Væggerløse Tennisklub, hvor Lillian (Harris, red.) er formand. Og Lillian sagde straks, at det var fedt, og at hun ville med til Wimbledon, når det kom dertil, siger hun.
Fra venstre: Vera Elander Rasmussen og en holdkammerat i et af de sjældne øjeblikke, hvor de står uden en tennisketcher i hånden. Foto: Privat