Folketingsvalg 2026
Iben Krog (V) håber på, at vælgerne vil sende hende i Folketinget, hvor hun bedre kan kæmpe for Lollands økonomi. Arkivfoto: Ingrid Riis
Iben Krog: Lolland kan ikke tage ansvar uden penge
Venstres lokale Folketingskandidat vil have en hurtig løsning på Lollands økonomiske udfordringer.
- Lige nu står vi ved afgrunden, og det er helt vanvittigt, når man tænker på, hvor meget gang, der er i kommunen, sagde Lolland-borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen fra Din Stemme til Folketidende i sidste uge.
Anledningen var, at folketingsmedlem Kasper Roug (S) vil have særtilskudspuljen til vanskeligt stillede kommuner hævet til 1,5 milliarder kroner, og dermed nærmest fordoblet fra de 800 millioner kroner, som blev uddelt sidste år. For krisen kradser flere steder, men ingen steder er skyerne så mørke, som over det ellers altid så solrige Lolland.
En problematik, som den lollandske borgmester gentog på torsdagens topmøde i Kommunernes Landsforening i Aalborg. Der er behov for at gøre noget meget snart, hvis kommunen skal undgå statslig administration.
Tre år er lang tid
Folketingskandidat Iben Krog fra Venstre er enig i, at der hurtigst muligt skal findes en løsning, så det lollandske byråd ikke skal sidde med økonomiske frustrationer år efter år. For nok er der en ny udligningsordning på vej, men den ventes først klar i 2029.
- Med et budget, der ikke hænger sammen, er tre år lang tid, siger hun og fortsætter:
- Byrådet i Lolland Kommune kan ikke tage ansvar, når der ikke er nogen penge at tage ansvar for. Det bliver jo nærmest nødt til at lukke hele butikken for at få økonomien til at hænge sammen, og så er det ikke muligt at vise økonomisk ansvarlighed. Derfor peger pilen ind mod Christiansborg.
En nødløsning
Særtilskud er en midlertidig løsning, som Iben Krog bakker op om. Den er nødvendig, fordi udligningen ikke hænger sammen for Lolland som kommune, og fordi det ikke er muligt at få balance i det lokale budget uden.
- Jeg kan ikke lide særtilskuddene, men det er en nødløsning, indtil vi kan tjene vores penge selv. Som lollikker vil vi helst tjene vores egne penge, for vi er et folk med rank ryg, der gerne står tidligt op og går på arbejde.
Men siden udligningen blev ændret for at tilpasse de nye storkommuner efter kommunalreformen, har det været svært for Lolland at passe ind i de ofte kringlede beregninger. Siden 2007 er der lavet ændringer flere gange, men ingen har hjulpet den fattige kommune på Sydhavsøerne.
Tror på fremtidige ændringer
Iben Krog bliver stadig overrasket over, at mange ikke kender til de faktiske udfordringer på Lolland. Hun har en oplevelse af, at de tror, lollikkerne bare brokker sig og beder om flere penge. Alligevel har hun også en stærk tro på, at det hele kan ændres. Men det kræver hårdt arbejde.
- Det kan vi kun ved at flytte ting politisk, og det er muligt, hvis du er dygtig. Og hvis du er
dygtig til at kommunikere om udfordringen, forklarer Iben Krog.
For selv om der har været talt om det mange gange, så er løsningen endnu ikke fundet.
- Altså, der
er blevet gjort et rigtig, rigtig stort stykke arbejde. Vi må bare sige, at vi
ikke lykkedes med det. Og så må man jo fortsætte arbejdet, slår Iben Krog fast.
Seneste artikler
Lolland har brug for millioner - ikke en ny omfartsvej
Lokal fotograf hædret med international pris
Brrr... frøs du også? Så koldt var det i nat
69-årig mand stalkede kvinde i årevis: Her er dommen
To måneder efter hun forsvandt: Nu skal specialhunde søge efter Maibritt
Mest læste artikler
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker