Sport

Der blev sprunget igennem, da eleverne fra Brøderup Efterskole deltog i DGI-opvisningen i Maribo. Foto: Jakob Poulsen

Kæmpe gymnastik-opvisning i Maribo: - De starter med at lære at gå i takt

En af de sikre forårsbebudere er gymnastikopvisninger. Lørdag finder en af de største i vores landsdel sted i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens forårssolen skinner lystigt udenfor, bliver der klappet i takt, sprunget og smilet indenfor i Maribohallerne denne lørdag.

Foråret er nemlig kommet, og det betyder blandt andet, at højsæsonen for gymnastikopvisninger er i gang. 

En af de største gymnastikopvisninger på Sydhavsøerne er DGI Storstrømmens forårsopvisning i Maribo.

Her vil gymnaster i alle aldersklasser og på flere forskellige niveauer vise, hvad de har lært til træningerne i løbet af efteråret og vinteren.

Et af de første hold på gulvet i år var Brøderup Efterskole fra Brøderup lidt nord for Tappernøje. Efterskolen var kommet til Maribo med et stort hold med både drenge og piger, der bragte de taktfaste klapsalver frem hos publikum.

Forårsopvisningen har deltagelse af næsten 30 hold fra Lolland, Falster og Sydsjælland. Foto: Jakob Poulsen

- Det gik godt. Det er første gang i år, at vi laver opvisning udenfor skolen, så det var en fin debut. 

- Og når vi har pakket sammen her, kører vi videre til Roskilde, hvor vi skal deltage i en anden opvisning senere i dag, fortalte Carina Bollesen, der er lærer på efterskolen.

For mange af eleverne er det med gymnastikopvisning ikke noget, de er så vant til.

- Det særlige ved Brøderup er, at det kun er cirka 10 procent af eleverne, der har dyrket gymnastik før. Men det er obligatorisk at have gymnastik hos os, så de starter fra nul med at lære at gå i takt, forklarer hun.

Derfor bliver programmet også tilpasset efter, hvad eleverne kan nå at lære. Og til syvende og sidst er det fællesskabet, der er det vigtigste, fortæller Carina Bollesen.

Der var fyldt ganske pænt op på tilskuerpladserne til forårsopvisningen. Foto: Jakob Poulsen

Eleverne var nervøse inden opvisningen, men som nævnt gik det godt, og der bliver rig mulighed for at veksle premierenerver til rutine i den kommende tid. 

Udover den førnævnte opvisning senere lørdag i Roskilde, skal Brøderup-eleverne også på gulvet til to opvisninger i næste weekend samt et stort efterskole-stævne med andre efterskoler senere på foråret.

Den store forårsopvisning i Maribohallerne fortsætter søndag fra klokken 10.30 til cirka 17.15.