Sport

Den tidligere Nykøbing FC-anfører Lars Pleidrup er steget i graderne. Arkivfoto: Ingrid Riis

Klublegende overtager tøjlerne hos talenterne

Lars Pleidrup er ny U19-cheftræner i Nykøbing FC.

Offentliggjort

En sand Nykøbing FC-legende får en endnu mere fremtrædende rolle end hidtil.

Klubben oplyser, at Lars Pleidrup er ny mand i cheftrænersædet på klubbens U19-mandskab. Dermed "hopper han et par årgange frem" - han har nemlig hidtil været træner for klubbens U15-hold.

Samtidig bliver Brian Rasmussen, der tidligere har stået i spidsen for førsteholdet, assistent for Pleidrup.

En anden markant skikkelse i klubbens historie, Anders Due, som besidder stillingen som "Head of Coaching" i NFC, udtaler:

- Lars er indbegrebet af Nykøbing FC. Han har et indgående kendskab til klubben, vores kultur og den måde, vi ønsker at udvikle spillere på. Samtidig har han selv taget rejsen fra ungt talent i Nykøbing FC til fodbold på højeste nationale niveau, så han ved præcis, hvad der kræves for at tage det næste skridt. Den erfaring er uvurderlig for vores U19-spillere, som står lige på tærsklen til seniorfodbolden, siger Anders Due til klubbens hjemmeside og tilføjer, at konstellationen med Rasmussen som assistenttræner glæder ham:

- Med Lars og Brian får vi et utroligt stærkt trænerteam. Brian kommer med stor erfaring fra både ungdoms- og seniorfodbold, og han har et skarpt blik for den udvikling, der skal til for at begå sig på højeste niveau. Sammen med Lars skaber han et miljø, hvor spillerne både bliver udfordret, udviklet og klædt bedst muligt på til næste skridt. Det er et team, som vi er meget stolte af at kunne præsentere.

Endnu flere skal tage skridtet

Hovedpersonen selv, der i løbet af sin egen spillerkarriere fik kælenavnet "Krydsermissilet fra Væggerløse", kan ikke vente med at komme i gang med arbejdet med klubbens ældste talenter.

- Jeg er utrolig glad og stolt over at få muligheden for at stå i spidsen for U19-holdet. Det er en spændende opgave, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang sammen med spillerne og resten af staben. Vi har en rigtig talentfuld årgang, og det motiverer mig enormt meget at være med til at videreudvikle den, udtaler Pleidrup til klubbens hjemmeside.

Han har en klar ambition om, at endnu flere skal tage skridtet fra talent til divisionsfodbold i Nykøbing.

- Mit mål er at skabe de bedst mulige rammer for, at både holdet og den enkelte spiller kan udvikle sig mest muligt. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe spillerne med at tage de næste skridt i deres udvikling, så de bliver den bedste udgave af sig selv – både som fodboldspillere og som mennesker. Forhåbentlig kan vi være med til at sende endnu flere spillere videre til seniorfodbolden i Nykøbing FC, siger han.

Lars Pleidrup stoppede sin egen aktive spillerkarriere i 2023 i en alder af 41 år. Han nåede at optræde 463 gange for klubben.