Knud Erik Clausen fra Holtegård ved Maribo er også taget til stormøde i Odense med et håb om en mere nuanceret debat i forbindelse med det aktuelle fokus på gødskningslov og ny kvælstofregulering. Foto: Kim Møller Pedersen
Knud Erik på talerstolen: - Kære minister, det kræver ingen ekspertudvalg
Stormødet i Odense arrangeret af Landbrug & Fødevarer endte med at tiltrække cirka 4500 deltagere. Heriblandt landmænd fra Lolland-Falster, som også indtog talerstolen. Knud Erik Clausen fik talt grøntsagernes sag, og ministeren for natur og dyrevelfærd vil nu have kigget en ekstra gang på de udfordringer, som rammer grøntsagsproduktionen i relation til den ny kvælstofregulering.
Landbrug & Fødevarer havde mandag eftermiddag og aften indkalt erhvervet til stor møde i Odense Congress Center om konsekvenserne af regeringens politik.
Den kommende kvælstofregulering fik mange drøje hug undervejs i stormødet, der havde titlen "Virkeligheden kalder".
Her mødte landmænd og branchefolk op for at udtrykke deres frustrationer , og protesterne mod de kommende kvælstofreguleringer fortsætter tirsdag med demonstration omkring Christiansborg.
- Vores hjertebarn med at skabe en fabrik og en produktion af frosne grøntsager i Orehoved kan vi ikke bygge på politiske almisser. Det kan vi ganske enkelt ikke være afhængige af. Sådan kan man ikke bygge en fabrik, desværre.
Sådan lyder det fra landmand Knud Erik Clausen fra Holtegård lidt syd for Maribo oven stormødet torsdag aften i Odense.
Kom af med budskabet
Han var ikke bare taget fra Lolland til Odense for at lytte. Han havde et budskab, som han gerne ville af med foran de 4500 kolleger.
Knud Erik Clausen gik derfor - som en af dagens absolut sidste og efter fireogenhalvtimes stormøde - på talerstolen efter Venstres Stephanie Lose. Folketingspolitikeren nåede at få sagt, at Venstre bliver i aftalen for grøn trepart - og ved forhandlingsbordet omkring den nye kvælstofregulering.
Annonce
- Torsdag er loven stemt igennem, lød det fra Lose.
Så var det Knud Erik Clausens tur til at forklare det propfyldte kongrescenter om udfordringerne på Lolland-Falster i forhold til at have brugt "mange ressourcer og penge" på at forsøge at få genoptaget produktionen af frosne grøntsager i Orehoved.
Gulerødder, løg og porrer
- Vi konstaterede hurtigt, at frostproduktion fremadrettet skulle inkludere et bredt sortiment af grøntsager - blandt andet gulerødder, løg, porrer mm. Indtil forleden så det faktisk særdeles lovende ud. Efter den seneste offentliggørelse af den kommende kvælstofregulering virker det dog fuldstændig håbløst, at sådan en produktion skulle have gang på jord. En produktion, som kræver et brakareal på fem-seks gange så stort som produktionsarealet, er totalt urealistisk, lød det fra Knud Erik Clausen.
- Vi kender ministerens svar: Nedsættelse af et ekspertudvalg. Men kære minister, det kræver ingen ekspertudvalg. Allerhøjest - efter min vurdering - et vidensniveau på 1. klasses folkeskoleniveau, lød det fra den lollandske landmand, der høstede klapsalver i det fynske.
Vi har gjort for lidt i for lang tid. Vi kan ikke blive ved med at vente på data. Vi skal have livet tilbage i fjordene
Christian Rabjerg Madsen (S), minister for natur og dyrevelfærd
Knud Erik Clausen ønsker ændringer i lovforslaget om en ny gødskningslov, der skal regulere land- og skovbrugets udleninger af kvælstof og drivhusgasser for at beskytte havmiljøet. Med loven følger en ny kvælstofreguleringsmodel. Den er Knud Erik Clausen - især i forhold til produktion af grøntsager - på ingen måde tilfreds med.
Minister i modvind
Helt det samme kan man ikke sige om Christian Rabjerg Madsen (S), der som minister for natur og dyrevelfærd også var at finde på talerstolen i Odense. Ministeren have også et budskab med, og det var, at der skal tages "helt nødvendige" beslutninger om og reguleringer af udledning af kvælstof for at bekæmpe fedtemøg i strandkanten og et iltsvind, som år efter år truer med at kvæle livet ud af de danske fjorde.
- Vi har gjort for lidt i for lang tid. Vi kan ikke blive ved med at vente på data. Vi skal have livet tilbage i fjordene, og det er en bunden opgave for Jer og for os på Christiansborg, lød det fra Christian Rabjerg Madsen.
Ministeren fik også nævnt de 1,2 millarder kroner, som regeringen og partierne bag den grønne trepart har afsat i 2027 til at kompensere landbruget i forbindelse med de nye kvælstofregler.
Annonce
Det høstede Christian Rabjerg Madsen ikke de store klapsalver på i salen fuld af landmænd. Tværtimod blev der undervejs i ministerens tale både buhet og brugt båthorn, når talen kom ind på iltsvind i havet.
Forstår usikkerheden
- Jeg står ikke her og siger, at den her opgave ikke vil kunne mærkes. Jeg forstår udmærket godt den usikkerhed og frustration, der er. Men det er også på sin plads at se på, hvad den frustration er en konsekvens af. Intentionen er badestrande fri for fedtemøg med fisk i vandet i stedet for iltsvind, hvor vi slår rekord år efter år, fastholdt Christian Rabjerg Madsen.
Ministeren gav dog udtryk for, at forholdene for især grøntsagsavlere var noget, som der skulle kigges på endnu engang, inden den endelige lovgivning ville være på plads.
- Vi skal finde en ny balance at producere under, og der er en særlig udfordring for grøntsager. Vi skal kigge på en løsning for kartofler, frugt og grønt, så man stadig kan producere, mente ministeren.
Ikke en kat
Undervejs i stormødet blev det flere gange slået fast, at danske landmænd er klar til at være med til at arbejde for rent drikkevand og iltrige fjorde.
- Der er ikke en kat i Danmark, der er uenig i, at vi skal have rent drikkevand og rene fjorde, som det blev slået fast fra talerstolen af partiformand Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.
Opbakningen til det sidstnævnte var ikke svær at finde. Heller ikke hos lokale landmænd fra Lolland-Falster som eksempelvis Henrik Vilhelmsdal med engagement i specialiseret frøavl og Guldborgsund Agro på Falster.
- Selvfølgelig skal vi passe på vores drikkevand. Det er der ingen tvivl om. Det er bare en kæmpestor ændring, man beder danske landmænd om at udføre på meget kort tid og på et ufærdigt datagrundlag, lød det i en pause i stormødet fra Henrik Vilhelmsdal.
Annonce
Kender ikke zoner på Falster
Også Henrik Vilhelmsdal var taget til Odense med en kritisk tilgang til den kommende kvælstofregulering.
- Vi aner ikke, hvor store de sprøjtefri zoner er på Falster. Der mangler masser af data, og politikerne kan ikke træffe ordentlige beslutninger ud fra de mangelfulde data, der er. Jeg håber på en udskydelse af den ny kvælstofregulering, lød det fra Henrik Vilhelmsdal.
De sprøjtefri zoner – eller SGO for "sårbare grundvandsdannende områder" – er arealer, hvor der dannes særligt meget eller meget sårbart grundvand til vores drikkevandsforsyning.
Miljøstyrelsen arbejder på at blive færdige med at kortlægge SGO'erne, og det forventes afsluttet i 2027.
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) repræsenterede regeringen fra talerstolen ved stormødet i Odense. Foto: Kim Møller Pedersen
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Søster Flora tager inspiration med hjem til Afrika
Katja skulle slet ikke have været der: Det blev begyndelsen på noget stort
Vrede over ny lov: Landmænd demonstrerer med traktorer
Annonce: Efterårsferie i Jylland med plads til både hygge og aktivitet
Borgmester kalder det en kæmpe mavepuster: - Så må staten sætte os under administration
Mest læste artikler
Uheld under jernbanebroen
Borgmester kalder det en kæmpe mavepuster: - Så må staten sætte os under administration
Traktor-demonstrationer langs motorvejen: Det er helt godnat
Halverer roe-arealet: - Det begrænser mine muligheder
Lolland er blandt landets bedste til juniormesterlære