Lolland

Langø Havn lørdag ved 21-tiden. Foto: Nikolai Munk Hjorth

Kraftigt lavvande: Flere både stod på bunden

Der er lavvande flere steder ved kysterne rundt om Lolland og Falster. Nogle steder så lavt, at både står på bunden af havnebassinet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er lavvande - ikke i kassen - men i farvandene rundt om Lolland-Falster denne weekend. Nogle steder har vandstanden været næsten en meter under normalen.

Langø Havn. Foto: Nikolai Munk Hjorth

Det har man blandt andet oplevet i Langø Havn på Vestlolland, hvorfra Nikolai Munk Hjorth har sendt os disse billeder, da han lørdag aften ved 21-tiden var nede for at se til sin båd.

Havnen var godt drænet for vand, og en del både i specielt industrihavnen stod på bunden. Flere af dem var tippet om på siden, fortæller han.

Ifølge DMI's prognoser vil vandstanden forblive under normalen frem til omkring middagstid søndag, men i nogle områder kan det vare helt frem til mandag ved middagstid, før vandstanden igen er tilbage ved normalen.

I havnen i Nykøbing var vandstanden lørdag ved 21-tiden nede på 90 centimeter under dagligt vande, og i Langø nåede den kort før klokken 21 ned på 67 centimeter under dagligt vande. 

I Bandholm nåede vandstanden to gange lørdag ned på 87 centimeter under normalen.

Mens disse linjer skrives søndag ved 08.40-tiden er vandstanden lavest i Rødbyhavn med knap en halv meter under normalen ifølge DMI.