Leder, Folketidende, Fredag 28. november 2025

Chefredaktør Ole Sloth. Arkivfoto: Ingrid Riis

Kunstig intelligent

Offentliggjort

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, står i dag i en politisk virkelighed, hvor partiets traditionelle projekt er blevet overtaget – først af Socialdemokratiet, siden af nye partier på højrefløjen. I forsøget på at genvinde momentum har han og DF kastet sig ud i en strategi, hvor propaganda og paroler fylder mere end reel politik. Det er en kurs, der i sin kerne skubber til vores demokratiske samtale, fordi mistillid, påstande og trusler gøres til selve drivmidlet.

Senest eksemplificeret med en kronik i Jyllands-Posten, hvor navngivne debattører og politiske modstandere citeres for ting, de aldrig har sagt. DF har – vistnok – erkendt brøleren, og skyder måske, måske ikke, skylden på AI. Imens padler partiformanden uden om.

Lyv, lyv og lyv. Gentag løgnen og beskyld så andre for at lyve

Når substansen slipper op, dykker man ned i en gammel værktøjskasse, hvor løgnen bliver metode: Gentag den, forstærk den – og beskyld derefter modstanderen for at lyve. Det er en strategi, historien har set udført før, og som i nyere tid er blevet forfinet af Donald Trump.

Det er ikke remigration eller en genopblusset udlændingedebat, der forklarer DF’s fremgang i målingerne. Det er snarere en kombination af ekstreme udmeldinger og en politisk stil, der spejler trumpismen: personangreb fra Folketingets talerstol, internationale flirter med yderligtgående miljøer, injuriesager mod politiske kolleger, fabrikerede citater i kronikker og falske fortællinger om bønnekald og udvisningsdomme. Listen er lang, men mønsteret er entydigt. Og det har bundklang hos en del vælgere.

Derfor er Messerschmidts eneste reelle mulighed nu at flytte kampen væk fra substansen og over i mistænkeliggørelsen

Ole Sloth

Overhalet højre om af S

Dansk Folkeparti har længe vidst, at deres profiler i dag står i skyggen af et Socialdemokrati, der uden tøven har overtaget rollen som strammer og for længst har gjort det til en stiløvelse at overgå DF i udlændingepolitisk retorik. Når først Tesfaye og senest Stoklund udlægger teksten, sker det med en puls lavere end da Jan Ullrich var bedst dopet. Folkepartisterne kan slet ikke følge med.

Dansk Folkeparti har længe vidst, at deres profiler i dag står i skyggen af et Socialdemokrati, der uden tøven har overtaget rollen som strammer og for længst har gjort det til en stiløvelse at overgå DF i udlændingepolitisk retorik. Når først Tesfaye og senest Stoklund udlægger teksten, sker det med en puls lavere end da Jan Ullrich var bedst dopet. Folkepartisterne kan slet ikke følge med.

Derfor er Messerschmidts eneste reelle mulighed nu at flytte kampen væk fra substansen og over i mistænkeliggørelsen. Når fakta ikke falder ud til fordel for projektet, bliver næste skridt næsten forudsigeligt: Fake news, deep state-fortællinger og den velkendte påstand om, at man blot er “uenig i fakta”. Vi venter på, det sker.

Spørgsmålet er derfor ikke længere, hvad DF gør. Det er, hvad resten af det politiske Danmark vil acceptere. Lars Løkke Rasmussen har som den eneste spurgt, om blå blok virkelig vil spændes for Messerschmidts massemigrationsretorik. Vi stiller spørgsmålet bredere: Hvor er de borgerlige værdier? Og hvor er Socialdemokratiet? Partier, der må betragte det som deres fornemmeste opgave at være bolværk mod netop denne form for politisk forfald?

Lokal fornuft

Dansk Folkeparti synes tømt for politisk indhold. I stedet fylder løgnene det rum ud, der burde være optaget af løsninger.

Nede på Lolland-Falster har den just overståede valgkamp vist, at de lokale DF’ere efter bedste evne har villet det politiske og med fynd og klem deltaget i debatterne med fremskridtet for øje.

Kan I ikke tage en snak med formanden?

Kort resumé