Medmindre snevejrsguderne sætter en stopper for løjerne, før de overhovedet kommer i gang, er der lagt op til et regulært topbrag i Spar Nord Boxen i Nykøbing i aften, torsdag, når NFH får besøg af de forsvarende danmarksmestre fra Odense Håndbold i Bambuni Kvindeligaen.
De fynske gæster ligger aktuelt på andenpladsen i ligaen, to point foran NFH på tredjepladsen. Det er med andre ord et potentielt opgør om andenpladsen, der fløjtes op til.
Netop Odense er sammen med førerholdet Team Esbjerg de eneste hold, som NFH har tabt til i ligasammenhæng i denne sæson. Odenseanerne vandt de to holds første møde med 32-26.
NFH har altså revanche til gode, men betingelserne for at få det blev formentlig forringet noget under tirsdagens træning.
Her kom stregspilleren Nanna Hinnerfeldt, som netop er blevet udtaget til det danske landsholds to kampe mod Ungarn i starten af marts, nemlig til skade.
Annonce
- Nanna er tvivlsom til kampen mod Odense. Hun slog skulderen under træningen, og den skal i hvert fald undersøges nærmere, siger cheftræner Niels Agesen.
Landsholdsstregen bliver testet under opvarmningen til aftenens kamp, men Niels Agesen lød onsdag ikke voldsomt optimistisk i forhold til at få hende klar, og med det massive kampprogram, som NFH er i gang med, vil man næppe tage nogen chancer med Nanna Hinnerfeldt, selvom det er en topkamp. NFH spiller blot 48 timer senere en vigtig kamp i European League mod tyske Blomberg-Lippe.
Højlund tilbage hos Odense
Odense har netop fået landsholdsprofilen Mie Højlund tilbage efter en længere skadespause, og det betyder, at NFH-forsvaret får en profil mere at holde øje med.
NFH går dog ind til kampen med stor tro på egne evner.
- Vi vil tage noget initiativ og forsøge nogle forskellige ting undervejs. Men vi vil primært holde os til den base, vi har fået opbygget, og så skal vi forsøge at tage noget initiativ væk fra Mie Højlund og Thale Rushfeldt Deila, siger Niels Agesen.
Andre vigtige ingredienser i opskriften på en NFH-sejr er at minimere antallet af fejl samt at spille og løbe hurtigt. Retten skal simre i to gange 30 minutter, og hvis alt går vel, kan NFH-spillerne bagefter smage sejrens sødme.
- Det er vigtigt, at vi behandler bolden godt og laver få fejl. Og så er det vigtigt, at vi løber hurtigt hjem, når vi har afsluttet, eller hvis vi laver fejl. For hvis vi når at komme hjem og stå rigtigt i forsvaret, kan vi godt matche Odense, siger Niels Agesen og tilføjer:
- I de seneste to kampe mod Sønderjyske og Bjerringbro har vi fået tempoet op i vores angrebsspil. Det har været et stort fokuspunkt for os, og det skal vi også forsøge mod Odense, selvom vi kommer under et større fysisk pres.
Og så håber NFH-træneren, at det varslede snevejr ikke holder alt for mange NFH-tilhængere hjemme.
Annonce
- Det er vigtigt, at publikum er med os og støtter os - også i modgang, fastslår han.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker