Lolland

Lenette Scheer foran børnehaven i Søllested Landsbyordning. Hun er bekymret for ordningens fremtid, når Lolland Kommune skal spare 200 millioner på næste års kommunale budget. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Lenette frygter for skolens fremtid: - Vi er nervøse

Der er lagt op til, at den store sparekniv skal findes frem, når Lolland Kommunes budget for 2027 skal lægges. Det får forældre til børn i Søllested Landsbyordning til at frygte for skolens fremtid.

Offentliggjort

- Det vil være skolerne i Nakskov, vi skal søge til, og det har slet ikke været i vores overvejelser før, fordi det netop er store skoler med rigtig mange i hver klasse. Der er ikke nogle af vores børn, der har det svært socialt, men det er ikke noget, jeg vil byde mine børn, når jeg kan se, hvor godt de har det her, siger Lenette Scheer. 

Næste års budget

  • I starten af august behandler de politiske fagudvalg forslag til både besparelser og strukturelle tiltag.

  • Den 28. august ventes et samlet budgetmateriale at blive sendt i høring. Her kan alle give deres mening til kende.

  • Den 15. september er der frist for indsendelse af høringssvar.

  • Den 17. september er der første behandling af Budget 2027 i byrådet.

  • Den 8. oktober skal Budget 2027 vedtages i byrådet.

  • Herefter vil implementeringsprocessen gå i gang. Nogle tiltag kan implementeres hurtigt, andre kræver længere tid.

Kilde: Lolland Kommune

Det kan alligevel blive virkeligheden for hende og hendes to børn, der går i børnehaven og på skolen i Søllested Landsbyordning.

Det kommende budgetår skal der findes 200 millioner, og 70 af dem skal findes på Børne-, Skole-, Fritids- og Kulturområdet, fremgår det af dokumentet Baggrund for Budget 2027 fra Lolland Kommune.

Det får forældre til børn i Søllested Landsbyordning til at ryste i bukserne.

- Det gør os nervøse, siger Lenette Scheer.

Og det er ikke uden grund.

Tidligere er mindre skoler og landsbyordninger blevet lukket, når der har skullet findes penge til at få budgettet til at hænge sammen. 

Højrebyhallen, hvor virkeligheden om Lollands Kommunes økonomi blev præsenteret på et borgermøde, ligger en hinkerude eller viskelæderkast fra Søllested Skole. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Det gjaldt for få år siden skolerne i Holeby og Horslunde, hvor også bygningernes stand havde indflydelse.

Og meget tyder på, at skoler igen står for tur.

- Samtalen om at lukke skoler bliver nødt til at fortsætte, slog Jesper Ulrich Jørgensen, der er direktør for skoler og dagtilbud, fast på borgermødet om Lolland Kommunes økonomi i Højrebyhallen 24. juni.

- Det vil være rigtig ærgerligt, hvis man skal samle noget til noget stort og voldsomt, siger Lenette Scheer.

Tosset at lukke noget, der fungerer

Selvom der ikke er lagt konkrete spareplaner frem, kigger Lenette Scheer stadig med frygt ind i krystalkuglen.

- Der er et rigtig godt sammenhold og elever, der trives, og en skole, der fungerer, og hvor samarbejdet mellem forældre og skole fungerer rigtig godt, siger Lenette Scheer. Det har nok noget at gøre med, at det er en lille skole, og der er ikke særlig mange elever i klasserne. Og der gør samarbejde bedre og mere overkommeligt, siger hun.

I skoleafdelingen af landsbyordningen er der ca. 165 elever fordelt på 0. - 6. klasse. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Hun fortæller, at der er et "supergodt" samarbejde i Søllested Landsbyordning.

- Der er en rød tråd fra dagpleje til børnehave til skolen, så der er hele tiden en glidende overgang i forhold til, at der er velkendte ansigter blandt de voksne, siger den bekymrende mor til to på landsbyordningen, fortæller Lenette Scheer.

Der er ikke meget aktivitet på skolen her midt i sommerferien, men alligevel traver enkelte børn og forældre ud fra børnehaven, hvor Lenette Scheer kigger med skepsis på risikoen for, at Søllested Landsbyordning skulle blive en del af spareplanerne.

Søllested har også et velfungerende foreningsliv, hvor børnene f.eks. kan gå til fodbold og gymnastik, fortæller Lenette Scheer, der mener, det vil være et "kæmpe tab", hvis landsbyordningen ryger som en del af besparelserne på det kommende kommunale budget.

- Det at have nogle rigtig gode legekammerater og få en god start på skolen - det er bare sindssygt vigtigt, siger Lenette Scheer, der håber politikkerne vil tænke langsigtet frem for på kroner og øre.

- Det man sparer lige nu, kommer man måske til at skulle ofre på et senere tidspunkt, fordi der måske er noget indlæring og udvikling, der er gået tabt, slutter Lenette Scheer. 

Også på Facebook er der utilfredshed med mulige skolelukninger at spore i kommentarsporet til historien om, at to ledere i Søllested Landsbyordning ikke længere er at finde på skolen.

- Skulle man ikke udvikle i stedet for at afvikle, lyder det.

- Landsbyskoler kan noget andet end byskolerne, lyder det fra en anden. 

Søllested Landsbyordning blev etableret i 2019.

Lolland Kommune tager for alvor hul på forhandlingerne om næste års budget efter sommerferien.