Lolland-Falster

Ida Auken (S) er udnævnt som ny sundheds- og kirkeminister. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

LF-biskop underviste ny kirkeminister: Nu skal hun afgøre glohed sag om nyt stift

Biskop Marianne Gaarden har både læst med og undervist Ida Auken, der som ny kirkeminister nu skal tage stilling til forslaget om et nyt Storstrøms Stift.

Offentliggjort

Ny minister skal afgøre sag om Storstrøms Stift

  • Den nye kirkeminister Ida Auken skal snart afgøre sagen om et nyt Storstrøms Stift for Lolland-Falster og Sydsjælland.

  • LF-biskop Marianne Gaarden kender ministeren og vurderer, at ministeren allerede kender til den heftige debat om nye stiftsgrænser.

Når landets nye kirkeminister Ida Auken (S) sætter sig ved sit arbejdsbord, ligger der en brandvarm sag øverst i bunken af gøremål - oprettelsen af Storstrøms Stift.

Og har kirkeministeren brug for at vide mere, om tankerne bag at oprette et helt nyt stift omfattende Sydhavsøerne og det sydlige Sjælland, så kan hun eksempelvis ringe til sin tidligere underviser Marianne Gaarden, der frem til årsskiftet er biskop på Lolland-Falster.

Lolland-Falsters biskop Marianne Gaarden er fortaler for et nyt Storstrøms Stift. Arkivfoto: Ingrid Riis

- Ida Auken er uddannet teolog. Jeg har ovenikøbet haft fornøjelsen af at undervise hende på pastoralseminariet i prædikenlære. Jeg har også læst sammen med hende, så jeg kender Ida Auken fra det faglige miljø, fortæller Marianne Gaarden.

Mod på reformer

I den konkrete sag har ni ud af landets ti biskopper - undtaget er Ulla Thorbjørn, biskop i Roskilde Stift - stillet forslag om det nye Storstrøms Stift. Og det er i sidste ende den siddende kirkeminister, der træffer afgørelsen om nye stiftsgrænser.

- Jeg kender Ida Auken som en politisk erfaren og engageret person. Hun har kendskab til sit nye ressortområde, hvilket kan have store fordele. Og hun har ikke mindst mod til at tage fat på de nødvendige reformer i folkekirken - og jeg håber, hun vil lave en revision af stiftsgrænser over hele landet, siger Marianne Gaarden.

Sagen kort

  • Efter knap 10 år som biskop i Lolland-Falsters Stift stopper Marianne Gaarden ved årets udgang.
  • Hun begrunder beslutningen med et ønske om at give stafetten videre, mens hun stadig har tempoet, og samtidig åbner hendes afgang for en debat om nye stiftsgrænser.
  • Marianne Gaarden peger på, at hendes afgang kan gøre det lettere at oprette et nyt og større stift, hvor Lolland-Falsters Stift udvides med dele af Sydsjælland, fordi et nyt stift i så fald kan vælge sin egen biskop fra begyndelsen.
  • Baggrunden er blandt andet en skæv demografisk udvikling, hvor Lolland-Falsters Stift har mistet indbyggere, mens Roskilde Stift er vokset markant.
  • I 1960’erne boede omkring 130.000 indbyggere i Lolland-Falsters Stift, mens taller i dag er under 100.000.
  • Ni ud af ti biskopper står bag forslaget om et nyt Storstrøms Stift.
  • Storstrøms Stift vil stadig være Danmarks mindste stift målt på indbyggere og medlemstal.
  • Allerede i 2016 tog daværende kirkeminister Bertel Haarder initiativ til oprettelsen af Storstrøms Stift, men på grund af omstrukturering i den daværende regering blev det ikke gennemført dengang.

Kendt som handlekraftig

Tror du, den nye kirkeminister kommer med en snarlig beslutning om det nye stift, eller er hun typen, der vil først vil lytte?

- Jeg kender hende som handlekraftig. Men den handlekraft kan jo også godt bestå i, at hun vil høre alle parter. Og det skal også hilses velkommen. Nu kører debatten om nye stiftsgrænser, og det tror jeg sådan set, at hun allerede er bekendt med, lyder det fra biskoppen i Lolland-Falsters Stift.

Uanset hvad der nu sker, så stopper Marianne Gaarden ved årsskiftet - også selv om der ikke måtte være valgt en afløser på grund af den verserende debat.

- Så kan det være, at der bliver en periode, hvor domprovsten er konstitueret. Det er set før, siger hun.