Livsfarlig træfældning: Efterlyser vidner og videoovervågning

Politiet er i fuld gang med efterforskningen af den livsfarlige træfældning på Kaløvej natten til lørdag, og der er langt fra tale om drengestreger set med politiets øjne.

Træet blev fældet med en motorsav. Et andet vidne så fire unge køre afsted i en bil med en Stihl-motorsav. Foto: Mark Danielsen
Offentliggjort Sidst opdateret

Der venter efter alt at dømme de formodede gerningsmænd bag fældningen af et egetræ ud over Kaløvej ved Sakskøbing nogle alvorlige sigtelser, hvis politiet finder frem til dem.

Politiet betragter nemlig hændelsen natten til lørdag som en potentiel livsfarlig handling. Det fortæller vicepolitiinspektør Casper Andersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst.

Træet blev fældet, netop som en bil var ved at passere, og både personerne i bilen og politiet betragter det som en bevidst handling.

- Når man fælder så stort et træ, og det rammer ud over en vej, hvor folk kommer kørende med høj hastighed, så kan det få meget alvorlige konsekvenser. Det er ikke bare hærværk, men en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at bringe andres liv eller førlighed i fare, siger Casper Andersen til TV2 Øst.

Politiet har endnu ikke fundet frem til gerningsmændene, men efterforskningen er i fuld gang, og i den forbindelse beder man nu om hjælp fra offentligheden.

- Vi vil meget gerne høre fra folk, der har set eller hørt noget. Det kan også være borgere eller virksomheder, der har videoovervågning i området – vildtkamera, kameraer ved indkørsler eller lignende, siger Casper Andersen til TV2 Øst.

Hvis man har oplysninger i sagen eller kender gerningsmændenes identitet, skal man kontakte politiet på telefon 114.

Læs også:

Midt om natten: Unge fældede træ, der væltede ned lige foran bilist

Nyt vidne i træfældnings-sagen: Min kammerat råbte ”Brems!”

Træfældere fortsat på fri fod