Midt om natten: Unge fældede træ, der væltede ned lige foran bilist

Natten til lørdag fældede fire unge mænd et stort egetræ, som væltede ud over en mørk landevej, lige som to biler kom kørende.

Det var et kæmpe egetræ, der midt om natten væltede ud over Kaløvej - fældet af fire unge med en motorsav. Foto: Mark Danielsen
Offentliggjort Sidst opdateret

- Det kunne være gået grueligt galt!

Sådan siger Mark Danielsen, som ved ettiden natten til lørdag kom kørende på knallert på Kaløvej nær sit hjem lidt nord for Sakskøbing.

Artiklen fortsætter efter videoen:

- Jeg kommer kørende, og der holder en bil ved et væltet træ. Og da jeg kommer derhen, så er der en anden bil på den anden side, der bare stikker af. Jeg har ikke set det, men ham foran mig har set, at der er fire unge mænd, der løber inde i en sort bil og kører derudad. De har en Stihl-motorsav med, fortæller Mak Danielsen.

Han undersøger det væltede træ og træstubben og er ikke i tvivl om, at det var helt bevist, træet blev væltet ud over vejen.

Artiklen fortsætter efter billedet:

Træet blev fældet med en motorsav. Et andet vidne så fire unge køre afsted i en bil med en Stihl-motorsav. Foto: Mark Danielsen

- Det er nogen, der ved, hvad de gør, for de har lavet et for-hug i træet og bevidst væltet det ud over vejen - det væltede snorlige den vej, som de havde lavet det for-hug, siger Mark Danielsen, som vurderer, at det kun var sekunder fra at ramme bilisten foran.

- Det væltede lige foran os begge to. Var det sket 10 sekunder senere, var det væltet lige ned over den anden bil. Eller det kunne have ramt mig for den sags skyld. Og det dør folk altså af, konstaterer han og skælder ud på dem, der har gjort det.

Artiklen fortsætter efter billedet: 

Det var et stort træ med en tyk stamme, der væltede ud over vejen. Foto: Mark Danielsen

- Det er jo fuldstændig hul i hovedet. Jeg synes fandme ikke, at man skal gå at ødelægge naturen på den måde der. Ikke nok med, at det er smuk natur og et gammelt, fint egetræ, det kunne også gå grueligt galt, siger han med henvisning til ulykken ved Sorø, hvor en 55-årig mand 13. marts 2024 blev dræbt, da et fældet træ væltede ned over en bil.

En gruppe unge mænd stod bag, og to blev siden dømt i byretten - den sag er anket til landsretten.

Mark Danielsen har meldt sagen til politiet og er blevet afhørt flere gange. Det samme er den unge mand, der kørte umiddelbart foran ham. Mark Danielsen fortæller også, at han har grublet over træfældningen, men at episoden ikke ødelagde hans nattesøvn.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad formålet med sådan noget der skal være. Men jeg tænker ikke, der er nogen dybere mening med det. Måske det er bare drengestreger, der lige er gået en tand for vildt. Måske er det fire unge mennesker, der har kørt og gejlet hinanden lidt op. Men jeg kan simpelthen ikke lure, hvad det skal være, der har fået den til det, siger han og opfordrer alle, der måtte vide noget om, hvem der står bag, til at kontakte politiet.

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ser man med alvor på sagen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse i nat om et væltet træ. Vi har været fremme på ulykkesstedet eller gerningsstedet og undersøgt det og konstateret, at der ikke er nogen, der er kommet til skade. Nu pågår der en efterforskning af, om det er forsætligt, siger vagtchef Jesper Skotte.

Han opfordrer alle med informationer om sagen til at ringe til politiet på 114.

Læs også: Endnu et vidne fortæller om træfældningen