Marielyst set ovenfra. Vest for byen har Guldborgsund Kommune ifølge Folketidendes oplysninger opkøbt større arealer landbrugsjord med henblik på et muligt ferieresort. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Lokalpolitiker: Kommune gemmer sig bag resortplaner for at tjene penge på sommerhuse
Guldborgsund Kommune er i gang med at opkøbe store arealer landbrugsjord ved Marielyst med henblik på et muligt ferieresort. Men ifølge lokalpolitiker og lokalt engagerede Cliff Guldborg bruges resortplanerne som et dække for at ændre lokalplanerne - og i sidste ende tjene penge på dyre sommerhusgrunde. Kommunen afviser fortsat at kommentere sagen.
Kritik af Guldborgsund Kommunes jordopkøb ved Marielyst
Cliff Guldborg fra Sydhavslisten kritiserer Guldborgsund Kommune for at købe landbrugsjord ved Marielyst under dække af et resortprojekt, som han mener aldrig var tænkt realiseret.
Han frygter, at kommunen vil ændre lokalplanerne for at kunne udstykke jorden til sommerhuse og dermed øge værdien markant, hvilket han ser som problematisk.
Kommuner skal planlægge for borgerne - ikke agere jordspekulanter. Hvis det her i virkeligheden handler om at skabe en værdistigning, som man senere kan tjene penge på, så er det efter min mening helt forkert.
Jorden ligger i dag i landbrugszone, men opkøbet sker i forlængelse af flere års arbejde med at tiltrække et større ferie- og resortprojekt til området.
Kommunen har endnu ikke offentligt redegjort for planerne, men opkøbet sker kort tid efter, at et privat resortprojekt i området blev opgivet af den tidligere projektudvikler.
Nu retter Cliff Guldborg fra Sydhavslisten en skarp kritik mod kommunen. Han er både lokalpolitiker og dybt lokalt engageret i området omkring Marielyst - og han stiller grundlæggende spørgsmål ved kommunens hensigter.
- Jeg tror grundlæggende ikke på, at der nogensinde kommer et resort. Min vurdering er, at resortplanerne bruges som et middel - ikke som et mål, siger Cliff Guldborg.
Annonce
Mener resortet er et bevidst dække
Ifølge Cliff Guldborg handler sagen ikke blot om, hvad der kan ske, hvis et resortprojekt falder til jorden. Han mener, at det fra starten kan være hensigten, at projektet aldrig skal realiseres.
- Jeg frygter, at kommunen køber landbrugsjord med henvisning til et stort resort, får ændret lokalplanerne, og når det først er på plads, så bliver resortet droppet. Derefter står man med jord, der kan udstykkes til sommerhuse i et af landets mest attraktive ferieområder, siger han.
Cliff Guldborg sætter spørgsmålstegn ved hensigten bag jordopkøbene. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Han peger på, at forskellen i værdi mellem landbrugsjord og sommerhusgrunde i Marielyst er markant.
- Når først jorden er planlagt til bebyggelse, er værdien eksploderet. Det er dér, pengene ligger. I den fortælling er det aldrig meningen, at resortet skal blive til noget - det er argumentet, man gemmer sig bag for at kunne ændre anvendelsen af jorden, siger Cliff Guldborg.
Han understreger, at det er et principielt problem, hvis en kommune arbejder på den måde.
- Kommuner skal planlægge for borgerne - ikke agere jordspekulanter. Hvis det her i virkeligheden handler om at skabe en værdistigning, som man senere kan tjene penge på, så er det efter min mening helt forkert, siger han.
Kommunens jordopkøb ligger ifølge Folketidendes oplysninger vest for Bøtø Ringvej mellem Marielyst Golfklub og Marielyst Strandpark. Arkivfoto
Cliff Guldborg kritiserer samtidig prisen på den jord, kommunen opkøber. Efter hans opfattelse betaler kommunen væsentligt over markedsniveau for "dårlig" landbrugsjord for at sikre hurtige aftaler med lodsejerne.
- Det ligner ikke en normal forhandling. Det ligner faste tilbud, som har været så attraktive, at de fleste har sagt ja med det samme, siger han.
Efterfølgende har han sendt en henstilling til kommunen, hvor han advarer mod, hvad han betegner som en urimelig udnyttelse af det arbejde og de kontakter, han tidligere har bragt i spil.
- Niels Christian har lagt et enormt arbejde i projektet. Når kommunen meget hurtigt arbejder videre i samme spor, forstår jeg godt, at han reagerer, siger Cliff Guldborg.
Kommune vil først udtale sig i det nye år
Folketidende har forelagt kritikken for Guldborgsund Kommune. Kommunaldirektør Søren Bonde har tidligere oplyst, at han ikke ønsker at kommentere sagen nu, men at der vil komme nyt i det nye år.
Det samme budskab gentager borgmester Simon Hansen (S).
- Som tidligere meddelt er vi som kommune klar til at udtale os først i det nye år, når alt er faldet på plads, skriver borgmesteren i et skriftligt svar til Folketidende.
Folketidende følger sagen.
Sagen kort:
Guldborgsund Kommune er i gang med at opkøbe store jordarealer ved Marielyst med henblik på et muligt ferieresort. Kommunen har allerede indgået en købsaftale på godt 24 hektar og arbejder ifølge Folketidendes oplysninger på at samle op mod 90 hektar jord i området.
Jorden er i dag landbrugsjord i landzone og købes til en pris, der ligger markant over gennemsnittet for tilsvarende jord i Region Sjælland. Kommunen ønsker ikke at oplyse, hvad arealerne konkret skal bruges til, men har alene meddelt, at “der er nyt engang i det nye år”.
Ifølge Folketidendes oplysninger er det den internationale ferieparkoperatør Center Parcs, der indgår i kommunens overvejelser. Center Parcs er en europæisk koncern med rødder i Holland, som driver store ferieparker i blandt andet Holland, Frankrig, Belgien, Tyskland og Danmark. I sommeren 2025 åbnede Center Parcs sit første danske resort, Nordborg Resort på Als.