Lolland står med et budget, der næste år viser et minus på over en halv milliard, og i Gentofte må man ikke bruge den milliard, som kommunen har stående på kontoen. Det var i den grad rig og fattig, der havde sat hinanden stævne på Folkemøde Møn fredag eftermiddag.
Her mødtes borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme) med kollegaen fra Gentofte, Michael Fenger (C). Debatten skulle stå om udligningen mellem kommunerne, og hvordan den bør skrues sammen i fremtiden. Debat er måske så meget sagt, for der skulle lyttes godt efter for at finde uenigheder mellem de to borgmestre.
Egentlig skulle de have stået over for Socialdemokratiets finansordfører Kaare Dybvad Bek, men han måtte i sidste øjeblik melde fra, og derfor blev det en talk mellem to borgmestre, der begge er enige om, at den nuværende model har spillet totalt fallit.
- I Danmark bør der være nogenlunde samme velfærdsniveau i de enkelte kommuner, og det er der ikke i dag, slog Michael Fenger hurtigt fast.
Lovsjusk
Annonce
I stedet løfter en kommune som Lolland en stor del af opgaven, når det handler om at passe på landets mest sårbare borgere. Men uden at have indtægterne til det, påpegede Marie-Louise Brehm Nielsen.
Arne Ullum kalder den udligningsaftale, der de senere år har straffet Lolland hårdt, for det værste lovsjusk. Foto: Palle Nevad Frandsen
Samtalen blev styret af journalist og direktør Arne Ullum fra NB-Medier. Han har fulgt arbejdet på Christiansborg siden 1984, og var ganske klar i mælet om den nuværende udligning.
- Det er det værste lovsjusk, som jeg har set i alle de år.
Grænsekommunen Glostrup
Flere gange undervejs blev der hevet eksempler frem som viste, hvor skævvredet den nuværende aftale er sat sammen. En udligningsaftale som i høj grad skulle tilgodese de borgmestre, som den daværende regering havde rundt omkring i landet. Det skete blandt andet, da man ville sende penge til blandt andet Helsingør, Aabenraa og Glostrup, men manglede en fællesnævner til disse kommuner.
- Man lavede et kriterie, som skulle tilgodese grænsekommuner. Så kunne man tænke, at her var Lolland også iblandt, men det er kommunen ikke, forklarede Arne Ullum.
Så Lolland fik ikke del i de penge, men det gjorde altså københavnske Glostrup.
- Argumentet var, at rigtigt mange rejste til Glostrup for at tage del i pelsauktionerne, kunne Arne Ullum afsløre.
Kriterier skal være fair
Det var sådanne historier, som fik de to borgmestre til at slå fast, at en udligning bør laves fair. Den skal heller ikke være 1:1, for det er okay, at kommunerne hele tiden har et incitament for at gøre arbejdet endnu bedre.
Annonce
Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme) frygter, at der er politisk indblanding på vej i den kommende udligningsaftale. Foto: Palle Nevad Frandsen
Rammerne skal blot være i orden, og det man måler på skal give mening. Ingen af de to borgmestre mente, at det var sådan i øjeblikket.
- Vi er fuldstændig enige om, at det skal ikke være sådan nogle tilfældige kriterier, som virker som om de er taget ud af den blå luft. Men jeg har allerede hørt vores indenrigsminister (Pia Olsen Dyhr (SF), red.) sige, at der selvfølgelig skal være lidt politisk indblanding. Så der har de allerede varslet, at det bliver nok ikke sådan helt objektivt.
Gentofte hjælper gerne Lolland
I Gentofte ser man på den kommende udligning på samme måde.
- Man skal jo også huske på, at det skal være fair for dem, der betaler, og dem, der får. Vi har jo skabt et samfund, hvor vi alle sammen gerne bidrager til fællesskabet, lød det fra Michael Fenger, der på sine borgeres vegne slog fast, at man altså ikke er imod at hjælpe de svage.
- Der er jo ikke nogen i Gentofte, der ikke synes, vi skal støtte Lolland. Der er nogle kommuner, der bare har det svært, og en demografi, hvor det bare er virkelig, virkelig svært at ændre noget. Det er ikke diskussionen, om vi skal udligne eller ej.
Arbejdet med den nye udligningsaftale skal afsluttes i 2028, så aftalen kan træde i kraft året efter.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Nedlægger 90-årige Birgits plejebolig, så hun skal flytte: - Jeg vil hellere dø
Smed tre sække affald i naturen - men han glemte noget
Barn af Faderhuset: - Jeg troede, Jorden var flad
Lollands borgmester: Meget elastik i ministerens store klump af penge
Forlader revyens verden efter år med hjerteflimmer
Mest læste artikler
To kørt på sygehuset efter sammenstød på villavej
Strakspåbud til Skanlux: Stillads kunne vælte
Bragede sammen i krydset: 17-årig pige overså hestetransporter
Søllested-kok på Michelin-restaurant: Nu er han politianmeldt
Stopper som formand