I sommervarmen orker de færreste nok at tænke på, at sneskovlen om få måneder atter skal på stand-by. Lolland Kommune er dog begyndt at gøre klar til den kommende vintersæson.
Hvis Lolland atter bliver ramt af sne og is, vil borgerne kunne mærke nye tider. Der bliver både skruet op og ned for serviceniveauet.
Som led i en besparelse i 2019 blev det besluttet, at kommunen først satte gang i saltningen klokken 7 om morgenen. Det har dog givet en række udfordringer for den kommunale vintertjeneste.
Begyndte for sent
Når de kommunale saltspredere kører på vejene, er morgentrafikken allerede godt i gang, hvilket reducerer effekten af indsatsen. Trafikken øger også risikoen for, at mandskabet bliver udsat for uheld. Når der skal saltes på parkeringspladser ved skoler, institutioner og kommunale bygninger, er der allerede mange biler, og igen gør det arbejdet sværere og effekten af saltningen bliver dårligere.
Annonce
De lollandske cykelstier på landet vil ikke længere blive saltet. Arkivfoto: Ingrid Riis/Scanpix
Den sene start om morgenen har også betydet, at borgerne er blevet mødt af glatte veje og stier. I værste fald ender det med faldulykker, og her har Lolland Kommune oplevet en stigning i antallet af forsikringssager.
Byrådet i Lolland Kommune besluttede på torsdagens byrådsmøde, at saltsprederne i fremtiden atter kører ud klokken 4 om morgenen.
- Erfaringerne viser, at saltningen klokken 7 er for sent at begynde. På det tidspunkt er morgentrafikken allerede i gang, børn er på vej i skole, og medarbejderne møder på arbejde. Derfor støtter vi, at vinterberedskabet igen kalder ud klokken 4, siger Muj Berisha (S), der er næstformand i klima-, teknik- og miljøudvalget.
Veje i byer vil ikke blive ryddet
Da man ændrede til det sene udkald i 2019, gav det en besparelse på næsten 800.000 kroner årligt. Da kommunen ikke har råd til at rulle besparelsen tilbage, skal pengene til tilbagerulningen findes et andet sted.
Derfor har byrådet besluttet, at cykelstier på landet ikke længere vil blive saltet, og snerydningen begynder først, når der er ryddet sne på de større veje. Kommunen vil kun rydde sne på disse stier i dagtimerne på hverdage. Samtidig droppes snerydningen helt på mindre boligveje og stier i byzonerne, de såkaldte klasse 4-veje.
Det var et enigt byråd, som stemte ændringerne til vinterbekæmpelsen igennem. Til vinter vil det vise sig, hvor meget borgerne vil mærke ændringerne.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned