Nu bliver snakken om krigsskibe i Rødbyhavn vakt til live igen.
Der var længe pres fra flere lokale aktører om at omdanne elementfabrikken ved Femern-byggeriet til produktion af krigsskibe. Men da Frederikshavn i juli sidste år blev udvalgt til at samle nye større militære skibe, forstummede snakken. Lige indtil nu.
De to lollikker, folketingsmedlem Kasper Roug (S) og forhenværende medlem Marcus Knuth (C), er nemlig gået sammen om et udspil, der skal gøre Rødbyhavn og Femern til en dansk-tysk forsvarshub.
Drømmen er at bygge tyske fregatter og de danske Arktis-skibe, som ellers efter planen står til at blive bygget i Frederikshavn.
Vil i gang hurtigst muligt
Annonce
Begge har siddet i Folketingets forsvarsudvalg i en årrække.
De ser en gylden mulighed for at sikre en masse lokal industri til deres hjemegn, samtidig med at Danmark og Tyskland kan udnytte geografien omkring Femern Bælt til produktionen af vigtige krigsskibe til begge landes forsvar.
Marcus Knuth (C) drømmer om, at produktionen af krigsskibe kan sørge for masser af arbejdspladser på Lolland de næste mange år. Arkivfoto: Ingrid RiisIngrid Riis
- Det er ikke bare en god idé. Det er essentielt for udviklingen af vores område, at vi får
puttet arbejdspladser i fabrikken, siger Kasper Roug.
- Hvis du kigger på de kapaciteter og dybden i havneområdet, der er brug for til produktion af krigsskibe, er
det der allerede. Det kan blive
en særdeles god forretning med gode arbejdspladser for Lolland-Falster de næste mange år. Hvis du kigger på Lego og Danfoss, har de taget udkantsområder
i Danmark og gjort dem særdeles velhavende. Vi kan få det samme her, siger Marcus Knuth og tilføjer, at det, udover en masse industrielle arbejdspladser, muligvis kunne bane vejen for at have arbejdspladser i Forsvaret placeret lokalt ved produktionen.
Netop fordi produktionen af tunnelelementer er så fremskreden, mener Kasper Roug, at det kan være realistisk at tage det ene ud af tre produktionsbassiner på elementfabrikken i brug til krigsskibe meget snart.
- Derfor har vi allerede fra 2027 en gylden mulighed for at bygge
haller om, så man allerede kan have selve skibene klar i 2032-33, siger socialdemokraten.
Ifølge de lokale politikere har der allerede været konkret interesse fra den nordtyske industri.
- I Tyskland opruster man lige nu rigtig meget på flådeområdet,
og her har man ganske enkelt mangel på produktionskapacitet. De tyske værfter er svære at udvide, og derfor har tyskerne allerede kigget på det her område som noget, der har et
kæmpe potentiale. Det er min klare opfattelse, at den tyske industri er klar, siger Kasper Roug og nævner virksomhederne NVL i Hamborg og ThyssenKrupp i Kiel som interesserede.
- Deres kapacitet er brugt op, og nu skal det bygges hurtigst muligt. Den er jo lige på den anden side af vandet, og når
tunnelen først kommer, bliver det endnu nemmere, forklarer Roug.
Annonce
Kasper Roug (S) understreger, at interessen fra det tyske marked er stor. Arkivfoto: Ingrid Riis
I forhold til et sikkerhedsmæssigt perspektiv er geografien også på idéens side. Tyskland er en del af "European Sky Shield Initiative", der vil medføre et stærkt luftforsvar i Nordtyskland.
- Tyskland kommer til at have et missilskjold for Nordtyskland,
som også dækker Lolland-Falster. Derfor giver det bedre mening at have produktionen her end i Frederikshavn, siger Marcus Knuth.
- Det er i dén grad realistisk
Det vil kræve et stort politisk samarbejde mellem Danmark og Tyskland at få projektet stablet på benene. Og timingen for udspillet er ikke tilfældig.
- Om ganske få dage kommer vi til at have et helt nyt Folketing
med nye partier. Hvis vi bliver valgt ind, har vi begge en drøm om at sidde i Forsvarsudvalget, siger Marcus Knuth.
Hans lollandske kollega hos Socialdemokratiet mener ikke, at det er så besværligt at få stablet på benene, som det måske kan lyde.
- Det er i dén grad realistisk. Der er bare brug for, at
vi har nogle politikere, der kommer i gang med at tale med Femern A/S og
med de tyske politikere, siger Kasper Roug.