Lolland

Torben A. Bonde præsenterede for fire år siden store visioner om et biogasanlæg ved Nakskov. Arkivfoto: Jan Knudsen

Lovede 170 arbejdspladser: Kæmpeanlæg til en halv milliard kan blive droppet

Et biogasanlæg til 475 millioner kroner skulle have stået klar ved Nakskov nu. Men fire år efter de store løfter er første spadestik stadig ikke taget, og ny ejer vil først vurdere, om projektet overhovedet skal føres videre.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Et nyt, kæmpe biogasanlæg til 475 millioner kroner er på vej til at blive etableret syd for Nakskov."

Sådan skrev Folketidende i slutningen af 2022. Her præsenterede det danske firma Biofuel Technology sine store visioner.

Anlægget skulle skabe omkring 170 nye arbejdspladser og efter planen stå klar i 2024-2025.

- Jeg kan love for, at det er seriøst, lød det i 2022 fra Torben A. Bonde, stifter af Biofuel Technology.

Spol frem til midten af 2026 og end ikke første spadestik til anlægget, der skulle have en biogasproduktion tre-fire gange større end det forventede forbrug på Sydhavsøerne, er blevet taget.

Og nu er det slet ikke sikkert, at det nogensinde sker.

Ikke usædvanligt at droppe store energi-projekter

TV2 Øst skriver, at Biofuel Technology den 3. juli er blevet solgt til selskabet Green2x, som tidligere hed Vordingborg Biofuel. Begge selskaber er stiftet af Torben A. Bonde.

Mikkel Sjølin Kiil, administrerende direktør i Green2x, fortæller til regionalmediet, at planer om et kæmpe biogasanlæg på Vordingborg Havn er projekt nummer et, mens et projekt på havnen i Malmø stå som nummer to på ønskelisten.

Han afskriver ikke muligheden for et anlæg ved Nakskov, men forklarer, at det ikke er usædvanligt, at store energi-projekter enten udskydes eller droppes helt.

- Vi ved godt, der i Biofuel Technology har ligget nogle andre projekter. De har ikke været interessante for os i det her opkøb – det er icing on the cake. Men de projekter skal vi til at se på: Hvor langt er de modnet, og hvad er potentialet i dem? Og det har vi simpelthen ikke gjort, siger Mikkel Sjølin Kiil til TV2 Øst.