Lolland

Maribo Hallerne har lagt gulv til mange ting, her er det Alternativ Messe, men der er plads til gode idéer og input fra de lokale. Arkivfoto: Rikke Folm Berg

Maribo Hallerne opfylder stort ønske fra lokale

- Vi vil gerne være mere for flere, siger haldirektør Camilla Romme Hansen.

Offentliggjort

I de fleste af ugens dage er der pakket i Maribo Hallerne, og især nu hvor efteråret så småt begynder at banke på. Når det bliver for koldt at træne udenfor, trækker mange ind i idrætshallerne, og så er det småt med pladsen. Alligevel er der fra tid til anden huller i kalenderen, og dem vil haldirektør Camilla Romme Hansen gerne have fyldt ud.

Det er stemningen vi går efter.

Camilla Romme Hansen

Derfor har ledelsen i Maribo Hallerne spurgt mange af de gæster, der måske ikke normalt har deres gang her, hvad de kunne tænke sig af arrangementer. Forslagene strækker sig fra strikkecafé over venindeaften og til kæphest-konkurrence. Et forslag har Camilla Romme Hansen dog hørt flere gange.

- Der er mange som har ønsket, at vi holder et stort loppemarked. Det har vi derfor besluttet at prøve kræfter med, forklarer hun.

Rammerne er til det

Tidligere har der været loppemarkeder i hallen, men det har været gennem en kommerciel partner. Denne gang er det altså hallen selv, der står for hele arrangementet.

- Vi har rammerne til at holde et loppemarked, og derfor vil vi gerne imødekomme ønsket fra de lokale, siger Camilla Romme Hansen.

Salget af boder har været i gang i et par uger, og der er allerede røget en god portion, men der er stadig mulighed for at få et bord enten en af dagene eller hele weekenden. For Maribo Hallerne handler det ikke om at skabe et arrangement, der tjener masser af penge ind, men til gengæld noget som skaber fællesskaber og god energi i lokalområdet.

- Det er stemningen vi går efter, og så vil vi gerne være mere for flere, slår direktøren fast.

Tid til genbrug

I år handler loppemarkedet først og fremmest om læring, og alt efter hvordan det går, vil der så være potentiale i at videreudvikle i fremtiden.

Camilla Romme Hansen ser et loppemarked som en del af tidens trend, hvor den bæredygtige tankegang fylder meget hos mange.

- I stedet for at fylde traileren for at køre på genbrugspladsen, så kan det være at nogle af alle klenodierne fra gemmerne kan blive til guld for andre, siger hun.

Loppemarkedet finder sted 4. og 5. oktober fra klokken 10 til 15, og der vil være gratis adgang.