Emmanuel Ogude har haft en fantastisk sæson i Nykøbing FC. Han er i øjeblikket topscorer i 3. division med 16 mål og har dermed stor andel i den oprykning, som Nykøbing FC kan sikre sig i weekenden. Foto: BetaMy
Mistede sin far som fireårig: Mentor hjalp Nykøbing FC's nigerianske topscorer på vej
Nykøbing FC's nigerianske angriber Emmanuel Ogude har prøvet meget i sin lange fodboldkarriere. Nu er han faldet godt til i Danmark, hvor han scorer mål på samlebånd for Lolland-Falsters fodboldflagskib.
Solen skinner fra en skyfri himmel, og udenfor er der efterhånden ved at være rigtige forårstemperaturer i luften. Det er tidligt tirsdag eftermiddag i foreningshuset Mo:Ve på Østre Allé i Nykøbing, da Folketidende sætter Nykøbing FC's nigerianske angriber Emmanuel Ogude stævne til en snak om livet som Nykøbing FC-spiller på tærsklen til den forventede oprykning til 2. division, som kan komme allerede i weekenden.
Det er da også en smilende og afslappet Emmanuel Ogude, som Folketidendes udsendte møder. Han kom til Nykøbing FC i marts sidste år, kort inden nedrykningen til 3. division.
Det var kæmpestort at repræsentere sit land. Det er noget, som millioner af børn drømmer om, så hvis du får lov at spille der, er det fordi, du er god.
Emmanuel Ogude
Nu peger pilen den modsatte vej, og det glæder den rutinerede angriber.
- Det føles rigtig godt. Det har været mit fokus hele sæsonen, siger han om den forventede forestående oprykning.
Suveræne, men ikke let
Annonce
Nykøbing FC har indtil videre været ganske suveræne i 3 .division, men Emmanuel Ogude understreger, at opholdet i landets fjerdebedste række ikke har været en let omgang.
- Det ser måske let ud udefra, men vi har arbejdet røven ud af bukserne for at komme hertil, siger han og tilføjer:
- Jeg har det rigtig godt med holdet. Vi støtter og presser hele tiden hinanden til at blive bedre. Det er teamwork.
Med sine foreløbig 16 mål i 24 kampe er Emmanuel Ogude topscorer i 3. division - skarpt forfulgt af holdkammeraten Mikkel Dahl, der har scoret et mål færre.
Dermed har nigerianeren en væsentlig aktie i de blåklædtes aktuelle succes. Med sine 32 år er han en af truppens rutinerede kræfter, og selvom han efterhånden har prøvet en del, så har stadig masser af ambitioner og fodboldsult.
- Mine ambitioner er at blive ved med at hjælpe klubben, blive ved at spille og passe godt på min krop. Jeg elsker at spille fodbold. Det er mit liv, siger han.
Den nigerianske mentor
Billedet her betyder meget for Emmanuel Ogude. Det er taget dagen før, at hans karriere som professionel fodboldspiller begyndte. Udover Nigeria og Danmark har Emmanuel Ogude blandt andet også spillet for klubber i Bulgarien og Israel. Privatfoto
Og legen med den runde læderkugle har da også fulgt ham siden barndommen. En mand, der boede i samme gade som Ogudes familie i Lagos, så ham spille og kunne lide, hvad han så.
- Han blev en mentor for mig. Jeg mistede min far, da jeg var fire år gammel, så han blev en slags far for mig. Han forstod mig og så mit talent og gav mig tips til, hvordan jeg kunne blive en bedre fodboldspiller.
- Han købte også mine første fodboldstøvler til mig. Vi har stadig kontakt, og han følger mig fra Nigeria, fortæller Emmanuel Ogude.
Annonce
Det var også hans mentor, som var med til at lægge grunden til det, der senere skulle udvikle sig til en professionel karriere.
Han købte billetten til Emmanuel Ogudes prøvetræning på et nigeriansk fodboldakademi, hvor spillerne både går i skole og træner fodbold.
- Der var 20.000-30.000 ansøgere, men kun 25 blev valgt, fortæller Emmanuel Ogude, der var blandt de få udvalgte.
Udtaget til landshold
Ogudes talent var så stort, at han blev udtaget til Nigerias U17-landshold, hvor han var med i to VM-kvalifikationskampe.
- Det var kæmpestort at repræsentere sit land. Det er noget, som millioner af børn drømmer om, så hvis du får lov at spille der, er det fordi, du er god, siger han med stolthed i stemmen.
Emmanuel Ogude har reprøsenteret Nigerias U17-landshold, hvor han var med i to VM-kvalifikationskampe. Foto: BetaMyBrian Mortensen
Senere tog den professionelle karriere for alvor fart, og den 32-årige angriber har blandt andet spillet i klubber i Bulgarien, Israel og altså Danmark. Derudover har han været til prøvetræning hos de øjeblikkelige spanske Champions League-semifinalister fra Atleético Madrid.
Base i København
I dag er basen Danmark, hvor han bor i København sammen med sin danske hustru og parrets to børn.
Nykøbing FC er hans tredje danske klub efter B93 og Vendsyssel, og han er glad for at bo i København.
Annonce
- København er en smuk by, især om sommeren, og jeg befinder mig godt i Danmark, fortæller han.
Emmanuel Ogudes kontrakt med Nykøbing FC udløber til sommer. Endnu er der ikke noget endegyldigt på plads om, hvor han fortsætter karrieren. Men en forlængelse med Nykøbing FC er bestemt en af mulighederne.
- Vi taler sammen, siger han med et smil.
Nykøbing FC kan sikre sig oprykning til 2. division på søndag, når den nærmeste konkurrent FA 2000 kommer på besøg i Lollands Bank Park. Oprykningen kan dog også komme i hus allerede lørdag, hvis rækkens nummer tre, Næsby BK, ikke vinder over Vanløse på hjemmebane.