Lolland

Museumstoget kolliderede med en postbil 12. september 2007. Arkivfoto: Jan Knudsen

Museumstog ramte postbil

I 2007 gik det galt, da en postbil blev ramt af museumstog. Ingen kom til skade. 

Offentliggjort Sidst opdateret

De seneste måneders togulykker i Jylland ved jernbaneoverskæringer uden bomme har sat fokus på manglende bomme over hele landet. For 18 år siden gik det også galt på Lolland.

Selv om Museumsbanen bumler afsted mellem Maribo og Bandholm i et hyggeligt lavt tempo, gik det alligevel galt, da en postbil i september 2007 blev ramt af toget. Postmedarbejderen hørte ikke, at lokomotivføreren opdagede postbilen på sporet for forsøgte at advare ved at aktivere togets fløjte. 

Det fortæller formand for Museumsbanen Carsten Buhl. Han var ikke selv i toget, da ulykken skete, men det er noget man husker.

Postmedarbejderen kom ikke noget til, men bilen blev totalskadet. Hun forklarede efterfølgende til politiet, at hun hverken havde set eller hørt toget nærme sig jernbaneoverskæringen på Lindehusvej.

- Toget fik ikke en skramme, og det var heldigt, for det var lige blevet malet, siger Carsten Buhl.

Ulykken skete et sted, hvor der hverken er bom eller signaler.

Holder øje

På strækningen mellem Maribo og Bandholm er der flere overkørsler, hvor der er enten blinklys, afmærkning eller skilte, så bilister, gående og cyklister i god tid bliver advaret om, at der kan komme et tog bumlende forbi.

Vi tager sikkerheden meget alvorligt.

Carsten Buhl, formand for Museumsbanen

Museumstoget kører et sted mellem 20 og 25 kilometer i timen og har en bremselængde på et par hundrede meter, oplyser Carsten Buhl.

- Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på, hvad der sker på overkørslerne og om alt virker som det skal. Vi tager sikkerheden meget alvorligt, og hvis der er noget, der ikke virker, melder vi det til Lolland Kommune, der hurtigt rykker ud, siger han.

Han tilføjer, at der er et godt udsyn fra førerhuset.