Sport

FC Nakskov kan lørdag eftermiddag tage det sidste skridt fra Sjællandsserien og op i Danmarksserien. Arkivfoto: Ingrid Riis

Nakskov klar til oprykningsfest

FC Nakskov står med det ene ben i Danmarksserien i fodbold, og lørdag eftermiddag kan det andet følge med. Men det kræver en sejr over Frem Hellebæk for at være på den sikre side.

Offentliggjort Sidst opdateret

Man skal som bekendt passe på med at sælge skindet, før bjørnen er skudt. Men mon ikke, at nogen i FC Nakskov har været en tur hos købmanden efter lidt champagne og lagt det på køl?

Lørdag eftermiddag kan klubben nemlig tage det sidste skridt op i Danmarksserien i fodbold, når Frem Hellebæk kommer på besøg på OK+ Stadion i Nakskov.

Med en sejr vil klubben fra værftsbyen være sikker på oprykningen - og dermed vil det så vidt vides være første gang siden sæsonen 2008/09, at klubben - dengang under navnet Nakskov Boldklub - er at finde i Danmarksserien. Det vil således være første gang, siden Nakskov Boldklub og B. Velo fusionerede og blev til FC Nakskov tilbage i 2015.

Det er de to bedste hold fra Sjællandsseriens oprykningsspil, der rykker op, og her indtager Nakskov andenpladsen ét point foran KFUM Roskilde på tredjepladsen og med en bedre målscore. Dermed kan FC Nakskov stadig rykke op i tilfælde af nederlag, hvis blot Roskilde-holdet ikke vinder deres kamp mod Farum.

I Nakskov går man dog efter at afgøre tingene selv.

- Vi har forudsætningerne

- Jeg føler, at vi har forudsætningerne til at tage det sidste skridt. Spillerne er selvfølgelig spændte, men de virker ikke nervøse, og de har efterhånden spillet rigtig mange kampe sammen og udviklet sig godt. 

- Så vi går selvfølgelig efter sejren, men på en kontrolleret måde, for en etmåls-sejr er nok, siger cheftræner Lasse Rasmussen.

Han gav sine spillere fri fra træning i mandags, så der var tid til at restituere lidt og tænke på andet end lørdagens oprykningsbrag. Resten af ugen er der dog blevet trænet som normalt.

- Vi har haft en god træningsuge med god intensitet, siger cheftræneren.

FC Nakskov har i øvrigt revanche til gode mod Frem Hellebæk. Da de to hold mødtes på nordsjællændernes bane i slutningen af april, vandt hjemmeholdet med 2-1. 

Men siden da har vestlollikkerne kun tabt én kamp, og derfor står de nu på tærsklen til oprykning. Det tilskriver Lasse Rasmussen blandt andet, at holdet er i rigtig god, fysisk form.

Forskånet for skader

- Vi har været forskånet for skader, og så har vi 13 spillere i truppen, som er rigtig gode sjællandsserie-spillere, og de har været til rådighed i næsten alle kampe. Spillerne er i god form og har passet deres træning, så vi har ikke nogen, vi er nødt til at skifte ud undervejs i kampene, fordi de bliver trætte, som nogle af de andre hold har.

- Jeg tror, at vi er i en bedre forfatning end dem (Frem Hellebæk, red.), og hvis vi leverer en god indsats, så vinder vi også. Vi vil forsøge at være stærke på det direkte spil og så stå stærkt defensivt. Men vi accepterer også, at der kan komme perioder i kampen, hvor de kan have momentum, siger Lasse Rasmussen.

Frem Hellebæk har på papiret ikke andet end æren at spille for, så Nakskov-træneren håber også, at hjemmeholdets større motivation kan være med til at afgøre kampen.

- Har I allerede planlagt, hvordan det skal fejres, hvis I rykker op?

- Der bliver helt sikkert holdt noget, men nu skal kampen først og fremmest vindes, understreger Lasse Rasmussen.

Der er kampstart i Nakskov klokken 15.30. Det er sidste spillerunde i Sjællandsserien, så alle kampe spilles samtidig.