NFCs cheftræner Mikkel Thygesen kan se tilbage på en perfekt pre-season og frem mod en forårssæson, hvor det klare mål er oprykning til 2. division. Arkivfoto: Ingrid Riis
NFC holder snuden i oprykningssporet: - Målet er at vinde alle kampe
Nykøbing FC tager lørdag hul på forårssæsonen i 3. division - et forår, der meget gerne skal ende i oprykning.
Det kribler sikkert helt ud i tåspidserne på Nykøbing FC-spillerne, når de lørdag eftermiddag løber på banen i Valby Idrætspark til årets første "rigtige kamp" - forårspremieren i 3. division mod BK Frem. Slut med vintertræning og træningskampe. Nu er der point på spil, når dommeren fløjter kampen i gang.
Og både spillerne og cheftræner Mikkel Thygesen glæder sig.
- Det har været en lang pre-season og off-season. Heldigvis har vi været så privilegerede, at vi har kunnet træne under tag i den store hal i Næstved, når det har været dårligt vejr, og vi har også været på træningslejr i Tyrkiet, så vi har haft en perfekt pre-season, siger Mikkel Thygesen.
Vinterpausen er blandt andet gået med at efteranalysere sæsonens første 16 kampe for at blive klogere på, hvad der fungerede godt, og hvad der kan gøres bedre.
På plussiden tæller ifølge Mikkel Thygesen, at holdet er gode til at presse modstanderne højt i banen, gode til at skabe chancer og spille chancerne store, og at spillerne viser stor vindervilje.
Annonce
- Men der er også stadig mange udviklingsområder, og det arbejde er vi langt fra færdige med. Men stor ros til gruppen for at tage både kampe og alle træninger seriøst, lyder det fra cheftræneren.
NFC er stukket af i toppen
Nu gælder det så årets første kamp, hvor modstanderen er BK Frem på udebane. De to hold rykkede begge ned fra 2. division sidste sommer, men første halvdel af sæsonen i 3. division har udviklet sig vidt forskelligt. Mens NFC er stukket af fra alt og alle og fører rækken suverænt, ligger københavnerne på en sjetteplads, 16 point efter NFC.
Men det betyder ikke, at man skal undervurdere BK Frem, advarer Mikkel Thygesen.
- Vi har en sund og naturlig respekt for Frem, som er et hold, der bør ligge i top fire. Jeg forventer en rigtig god kamp, og det er vigtigt, at vi viser, at vi er klar til at møde den modstand, der kommer i de næste 16 kampe, hvor vi skal møde nogle rigtig dygtige hold.
- Vi skal være dygtige til at navigere som tophold - det vil sige, at vi skal være i kontrol både med og uden bold, siger han.
Og selvom Nykøbing FC indleder forårssæsonen med et forspring på hele 10 point ned til rækkens nummer to, så er det ikke noget, der får topholdet til at læne sig tilbage, forsikrer cheftræneren.
- Vi går efter at vinde alle kampe. Det skal altid være vores mindset. Ellers kan der hurtigt snige sig noget magelighed ind, siger Mikkel Thygesen.
Forårspremieren i Valby Idrætspark fløjtes i gang lørdag klokken 14.00.