Sport

Nykøbing FC's cheftræner Mikkel Thygesen kan i dén grad ane oprykningen til 2. division. Arkivfoto: Ingrid Riis

NFC kan allerede rykke op lørdag: Her er regnestykket

Nykøbing FC har været noget nær uovervindelige i 3. division, og derfor kan oprykningen allerede komme i hus i lørdagens kamp mod Næsby, selvom der vil restere hele otte runder efter. Men flere ting skal gå falstringernes vej.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den korte version

    Nykøbing FC rykker op lørdag, hvis:

  • Nykøbing FC slår Næsby
  • FA 2000 taber
  • Vanløse smider point

Hvorfor?

  • Herefter vil der være 24 point tilbage at spille om
  • Nykøbing vil efter sejren have 61 point
  • Vanløse kan højest nå 59 point
  • Næsby kan højest nå 61 point
  • FA 2000 kan højest nå 66 point
  • FA 2000 og Næsby mangler to indbyrdes kampe og vil derfor tage point fra hinanden
  • Dermed kan højst ét af holdene hente NFC

Det gjorde ondt på alle i og omkring Nykøbing FC den sorte majdag i fjor, hvor det blev en kendsgerning, at hele Lolland-Falsters fodboldflagskib skulle en tur ned i 3. division - Danmarks fjerdebedste række.

Sejlene blev sat ind mod det krystalklare mål - en hurtig tilbagevenden til 2. division. Og Nykøbing FC har indtil videre leveret varen.

Blot et enkelt nederlag, fire uafgjorte og hele 18 sejre er det blevet til, og derfor topper falstringerne suverænt rækken med 58 point. Der er 16 point ned til FA 2000 på andenpladsen og 21 point ned til Næsby på tredjepladsen med ni runder igen.

Trods de mange kampe tilbage i kalenderen er champagnen allerede lagt på køl. Lørdagens udebaneopgør på Fyn mod Næsby kan blive kampen, hvor Nykøbing FC sikrer sig sin hurtige tilbagevenden til 2. division. Dog ligger skæbnen ikke kun i Nykøbings egne hænder.

Tre kampe skal flaske sig

For at rykke op lørdag skal Nykøbing FC først og fremmest sørge for at slå Næsby. Det vil bringe dem 24 point foran fynboerne med otte kampe igen.

Samtidig skal FA 2000 tabe sin hjemmekamp mod Hørsholm-Usserød. I det scenarie vil Nykøbing være 19 point foran den nærmeste forfølger.

Og sidst men ikke mindst skal fjerdepladsen fra Vanløse, der har 34 point, smide point i sin hjemmekamp mod Brønshøj.

Hvis de tre kampe, der alle spilles samtidig, går Nykøbings vej, vil det matematisk kun kunne lade sig gøre at blive hentet af et hold, fordi FA 2000 og Næsby mangler at spille to indbyrdes opgør. Der vil være 24 point tilbage at spille om efter lørdagens kampe. Både første- og andenpladsen rykker op i 2. division.

Det altoverskyggende fokus for os er, at vi ikke skal være afhængige af andre. Vi skal gøre tingene færdige selv

Mikkel Thygesen, cheftræner Nykøbing FC

Skulle oprykningen glippe lørdag, er der stor chance for, at den kommer i hus allerede weekenden efter, når Nykøbing søndag 26. april får besøg af FA 2000 i et topopgør. Sker det heller ikke der, skal den nok komme kort tid efter. 

Der vil være tale om noget nær det største koks i fodboldhistorien, hvis Nykøbing FC skulle misbruge så mange matchbolde og misse oprykningen.

- Vi skal gøre tingene færdige selv

Alligevel vil cheftræner Mikkel Thygesen ikke sælge skindet, før Bjørnene selv har skudt sig i 2. division.

- Vi har snakket om det, og vi ved, at oprykningen kan ligge lige rundt om hjørnet. Men det altoverskyggende fokus for os er, at vi ikke skal være afhængige af andre. Vi skal gøre tingene færdige selv, og det kræver en god præstation på lørdag, siger Mikkel Thygesen og roser sin kommende modstander:

- Det er nok den sværeste udebanekamp i turneringen. Næsby er et rigtig stærkt spillende mandskab med dygtige individualister. Det er bestemt et top 3-hold i rækken.

I stedet for at tale om mulig oprykning vil cheftræneren hellere hæfte sig ved, hvordan hans spillere har håndteret at ligge i pole position uge efter uge.

- Det har været vores største målsætning i turneringen. Vi har ikke mistet fokus, på trods af at vi har et stort forspring ned til vores forfølgere. Vi har stadig fokus på næste opgave, og det vidner om et virkelig stærkt mindset hos drengene. Vi er i en gunstig position, og det kan alle se. Det har været stærkt arbejde og fuldt fortjent, at vi er, hvor vi er lige nu.

Det vil vel være en kæmpe katastrofe, hvis det mislykkes nu? Med tanke på, at I er foran med så mange point.

- Jo, ordet katastrofe kan man vel egentlig godt bruge. Vi har bragt os selv i en gunstig situation, og det skal vi udnytte, siger Mikkel Thygesen.