På kampens allersidste kast kunne NFH efter noget af en neglebider bryde ud i vild jubel. På en scoring på straffekast i sidste sekund sikrede Clara Lerby begge point til falstringerne. 35-34 blev det på udebane mod Horsens Elite Håndbold.
Målscorere, NFH: Mia Svele 11, Clara Lerby 9 (6), Kristina "Mulle" Kristiansen 4, Caroline Aar 3, Maja Magnussen 3, Clara Bang 2, Nanna Hinnerfeldt 2, Sofie Lundsgaard Jørgensen 1.
Udvisninger: Horsens Håndbold Elite: 1. NFH: 3.
Dommere: Kim Borup og Allan Theils.
Tilskuere: 787 i Forum Horsens.
Dermed kom NFH onsdag aften på hæsblæsende vis tilbage på sporet efter noget så sjældent som to kampe i træk uden sejr.
Senest spillede de falsterske håndboldkvinder i weekenden 30-30 mod Blomberg-Lippe i European League, mens det i sidste uge blev til et hjemmebanenederlag mod Odense Håndbold.
Men der kom altså andre boller på suppen i ligaopgøret mod Horsens, der er trænet af den tidligere NFH-cheftræner Jakob Larsen.
Annonce
Spinkel pauseføring
I starten af opgøret fulgtes holdene ad. Helt frem til stillingen 6-6 efter knap ti minutter havde ingen af holdene prøvet at være foran med mere end et mål.
Herefter kom NFH ind i en lidt svær periode med lidt for mange tekniske fejl, og tre minutter senere ved stillingen 9-6 til Horsens tog falstringerne timeout.
Stille og roligt åd NFH-kvinderne sig tilbage i opgøret - blandt andet takket være Mia Svele, der for alvor fik gang i skudarmen.
Horsens holdt et lille forspring i en periode, men forgæves. Efter 24 minutter fik Clara Lerby udlignet til 14-14 med sin fjerde scoring i kampen.
Seks minutters tid senere kunne NFH gå til pause med en spinkel føring på 17-16.
Neglebidende tæt
Nykøbingenserne kom bedst fra start i anden halvleg og var efter 35 minutter pludselig foran med tre, da Kristina "Mulle" Kristiansen smaskede scoringen til 20-17 ind bag Nora Persson i Horsens-buret.
Så kunne man måske tænke, at NFH ville sætte cruise control til og køre sejren hjem i ro og mag som så mange gange før i denne sæson. Sådan blev det slet ikke.
Værterne bød op til dans, og efter en periode med NFH i undertal midtvejs i halvlegen gik det fra 24-26 til Horsens-udligning til 26-26.
Annonce
Så 27-27. 28-28. 29-29. 30-30.
Der blev i dén grad danset tæt i Forum Horsens. Da NFH kom på 31-30, tog hjemmeholdet timeout med blot syv minutter tilbage på uret.
Det hjalp til en start for hjemmeholdet, for halvandet minut senere stod det pludselig 32-31 på haluret i Horsens' favør. Men NFH kom tilbage.
Vanvittig afslutning
Begge hold nægtede at hejse det hvide flag, og ved stillingen 34-34 med kun 40 sekunder tilbage tog Horsens endnu en gang timeout.
Med blot 13 sekunder igen måtte Horsens' Tea Hein se sit forsøg prelle af på Anne Christine Bossen i NFH-målet - og så var det i stedet NFH, der tog timeout med 12 sekunder tilbage på uret og et sidste skud i sprøjten.
I sidste sekund fik NFH straffekast begået mod Mia Svele. Det tog Clara Lerby sig af, og så kunne jublen bryde ud hos NFH, der på kampens allersidste aktion vandt med 35-34.
Mia Svele stod i den grad ud som kampens spiller med hele 11 scoringer for NFH.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker