Sport

Niels Agesen ser frem til at tage hul på et nyt europæisk eventyr som NFH-træner. Arkivfoto: NFH

NFH indleder Final4-jagten: - Vi skal være skarpere på vores eget spil

NFH jagter drømmen om nyt europæisk Final4, når håndboldflagskibet søndag indleder denne sæsons EHF European League mod ungarske MOL Esztergom.

Offentliggjort

Der venter et brag af en kamp, når NFH søndag tager hul på denne sæsons europæiske gruppespil i EHF European League.

Her skal falstringerne ride videre på bølgen efter den stærke sejr senest over København Håndbold - og det er et noget ubeskrevet blad i europæisk håndbold, der venter, når ungarske MOL Esztergom gæster Spar Nord Boxen i Nykøbing.

Det er første gang nogensinde, at det ungarske hold deltager i et europæisk gruppespil. NFH-træner Niels Agesen indrømmer da også, at kendskabet til søndagens modstander er forholdsvist begrænset.

- Vi kender ikke så meget til dem. Men selvom holdet ikke har spillet europæisk, har de nogle spillere, der har prøvet det tidligere, og deres træner er tidligere mangeårig FTC-træner (Gábor Elek, red.), som er det hold i Ungarn, der nu trænes af Jesper Jensen. Så deres træner har også masser af europæisk erfaring, siger Niels Agesen.

Duel, duel, duel

Han forklarer, at det er en helt anden opgave at sætte sig op til søndagens kamp og de andre kommende kampe i European League sammenlignet med kampe i den hjemlige liga.

- Den helt kæmpestore forskel er, at i den hjemlige liga har vi meget viden om, hvad vores modstandere kan individuelt. Når man kommer ud her, er kendskabet noget mere begrænset til de enkelte spillere, siger han og tilføjer, at der hele tiden kommer nye kampe mod nye modstandere i Europa, og at det derfor er svært at forberede sig minutiøst.

- Der skal vi være skarpere på vores eget og gode til vores eget spil. I de europæiske kampe handler det mere om at holde fokus på os selv og på de ting, der forudsætter, at vi præsterer på vores bedste niveau, forklarer han.

Selvom han ikke er meget for at generalisere, forventer han, at det ungarske hold vil have en "klassisk østeuropæisk" tilgang til spillet.

- Det handler meget om duel, duel, duel. Det er lidt mere "nu får du bolden, og så gør du noget med den" i stedet for det mere opbyggende spil. Men det er de så også rigtig gode til, så vi skal være klar i alle dueller, siger han.

Drømmer om Final4

Målsætningen for deltagelsen i European League er helt klar - NFH går efter at ende i mindst en semifinale.

- Vi har jo sagt, at vi vil gerne være i top-4 i alle turneringer. Det lykkedes ikke i pokalturneringen (NFH røg ud i kvartfinalen til Viborg, red.), men vi vil rigtig gerne til Final4 i Graz til foråret, siger Niels Agesen.

Det kræver mindst en andenplads i gruppen, hvor der, udover MOL Esztergom, venter kampe mod Blomberg-Lippe fra Tyskland og Chambray Touraine fra Frankrig.

- Jeg tror på, vi kan blive blandt de to bedste, og så vil der vente en hidsig kvartfinale. Men hvis vi først kommer videre fra den og når Final 4, så er alt pludselig muligt, siger Niels Agesen og fortæller, at alle spillere, undtagen de langtidsskadede Cecilie Bjerre og Tiril Jørstad samt gravide Moa Högdahl, er klar til European League-opgøret.

Der er kampstart søndag klokken 18.