Sport

NFH vandt lørdag stort over Skanderborg Håndbold. Foto: Jakob Poulsen

NFH kastede 2026 i gang med storsejr

NFH vandt stort over Skanderborg Håndbold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den fede juletid og festlige nytårsaften betyder for mange af os et kraftigt dyk i konditionen. Kroppen har lidt sværere ved at præstere. De fleste af os er jo heller ikke professionelle atleter som håndboldkvinderne fra NFH. 

Her var der nemlig ingen dvask slinger i valsen, da holdet i årets første kamp mødte Skanderborg Håndbold på udebane. 

Fra holdet kom foran 1-0, så spillerne sig ikke tilbage, og på intet tidspunkt kom jyderne foran.

"Kollektiv indsats"

Med en behagelig føring på 19-12 kunne Nykøbing-holdet gå til pause, og holdet tabte ikke pusten i anden halvleg. Da afslutningshylet lød i hallen, stod der 24-35 på tavlen. 

En sejr på 11 mål var nu en realitet. 

Det er da også en godt tilfreds cheftræner Niels Agesen, Folketidende taler med efter kampen.

- Det var en fin kollektiv indsats. Vi lukker 24 mål ind, dækker rigtig fint op og får det også omsat i en hel del kontrascoringer. 

Selvom indstillingen var god, gik intensiteten dog lidt ned i anden halvleg, forklarer Niels Agesen. Øjeblikket, hvor sejren endeligt var sikret, kom ifølge træneren for sent.

- Men det er to point, og at vinde med 11 mål i Skanderborg er vi glade for og tilfredse med, siger han.

Niveauforskellen

En anden forklaring på den flotte sejr kan også være klasseforskellen. Du skal nemlig kigge to vidt forskellige steder i kvindeliga-stillingen for at finde NFH og Skanderborg. Helt i bunden finder vi Skanderborg Håndbold, der efter ti kampe kun har skrabet tre point sammen. 

Hvis vi kravler markant længere op i Bambuni Kvindeligaen, mere præcist til tredjepladsen, ligger NFH med 10 point. Niels Agesen mener også, at der i lørdagens kamp var niveauforskel mellem de to hold.

- Vi har dog set, at Skanderborg blandt andre har spillet godt op mod Odense, og så snart man ikke er der, koster det. Så mest ros til indsatsen, og nu er vi i gang, og det er det vigtigste, siger han.

Tilbage på holdkortet

NFH trak også en kanin op af hatten inden kampens start. 

Målvogteren Line Haupt Christiansens kontrakt med NFH blev ophævet tilbage i oktober, hvor hun var udlejet til Ajax København. Alligevel var hun at finde i dagens trup

Nykøbing-holdets målvogter Anne Christine Bossen er stadig ude med en hjernerystelse, og derfor sprang Line Haupt Christiansen til, hvilket NFH ifølge cheftræneren er meget glad for.

- Line havde brug for at bruge noget tid for sig selv og finde noget glæde og noget motivation igen.

- Før jul meddelte hun, at hvis vi i et eller andet omfang kunne bruge hende, ville hun gerne være med, fortæller Niels Agesen. 

I løbet af kampen tog Line Haupt Christiansen et straffekast, og som cheftræneren fortæller, er det jo en rigtig god start.

Næste kamp er på onsdag mod København Håndbold.