Sport

Der var smil og knyttede næver under NFH's pragtsejr mod Horsens. Foto: Jakob Poulsen

NFH smadrer Horsens i gensyn med ekstræner

NFH's tidligere træner Jakob Larsen vil næppe huske tilbage på onsdagens opgør med glæde, da han var tilbage i Nykøbing som træner for modstanderholdet. NFH smadrede Horsens med 39-26.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ovenpå en 14 dages pause efter nederlaget i Odense var der lagt i kakkelovnen til et specielt gensyn, da NFH onsdag aften hjemme i Spar Nord Boxen tog imod Horsens i Bambuni Kvindeligaen.

Håndbold, Kvindeligaen

NFH - Horsens: 39-26 (18-11)

Målscorere, NFH: Cecilie Bjerre 7, Nanna Hinnerfeldt 6, Caroline Aar 4, Clara Lerby 4 (1), Maja Magnussen 4, Moa Högdahl 2, Stine Eiberg 2, Mia Svele 2, Mona Obaidli 2, Kristina Kristiansen 2, Clara Bang 1, Thea Kærholm Olsen 1, Sofie Jørgensen 1, Zoë Sprengers 1.  

Horsens: Romee Maarschalkeweerd 6, Tea Hein 5 (1), Maria Nólsoy 4, Mathilde Neesgaard 3, Mathilda Lundstrøm 2, Frida Haug Hoel 2, Alma Skretting 1, Matilde Vestergaard 1, Sille Sorth 1, Smilla Hede 1.

Udvisninger: NFH 1. Horsens 1.

Dommere: Nichlas Nygaard og Jonas Primdahl.

Tilskuere: 1.828 i Spar Nord Boxen.

På modstanderens trænerbænk sad nemlig Jakob Larsen, der inden denne sæson skiftede stillingen som cheftræner i NFH ud med samme rolle hos de østjyske gæster.

Det blev et gensyn, han formentlig hurtigt vil prøve at glemme. NFH sendte Horsens hjem til Jylland med en knusende sejr på hele 39-26.

Bragende fra start

Det stod klart fra start, at NFH-spillerne på ingen måde havde tænkt sig at være nådige over for deres gamle træner. 

De kom bragende ud foran hjemmepublikummet, og da Nanna Hinnerfeldt på en kontra sendte kuglen i kassen til 4-0 efter fem minutters tid, var fundamentet lagt til en rigtig god aften for de gulklædte i Nykøbing.

Herefter kom Horsens bedre med. Knap halvvejs gennem første halvleg var føringen indskrænket til 7-5 til NFH. Derefter fulgtes holdene ad i fire minutters tid - men ved stillingen 10-8 trak hjemmeholdet fra.

Især takket være en stærkt spillende Anne Christine Bossen i NFH-buret kunne værterne liste ud til pause med en solid føring på 18-11.

21 NFH-mål efter pausen

Efter pausen fortsatte hjemmeholdet, hvor det slap.

NFH var evigt giftige på kontraer, og inden de gule havde set sig om, var føringen udbygget markant. Således var de foran med hele 29-17 halvvejs gennem anden halvleg.

Der var aldrig tvivl om udfaldet foran de 1.828 tilskuere. Hele 39-26 stod der på Spar Nord Boxens måltavle, da slutsignalet lød ud i hallen over de ellevilde hjemmesupportere.

Cecilie Bjerre og Nanna Hinnerfeldt gjorde sig særligt bemærkede med henholdsvis syv og seks scoringer for falstringerne. Unge Thea Kærholm Olsen, der tidligere på dagen blev præsenteret tilbage i NFH, fik sin ligadebut og krydrede det med en scoring.

Efter sejren har NFH vundet tre ud af fire opgør i ligaen.