Lolland

Daniel Volmer Jensen har fået ny titel i det center, som han selv var med til at stifte for syv år siden. Foto: Privatfoto

Nu står Daniel alene ved roret: Sådan bliver fremtiden

Efter syv år bliver der skiftet i ledelsen på lokalt krisecenter.

Offentliggjort

Jesper Berring-Poulsen er fratrådt som direktør for Mandekrisecenter Lolland. Han stiftede centret i 2019 sammen med Daniel Volmer Jensen, der nu overtager posten som direktør.

Vi har knap nok en ledig plads, før der flytter en ny mand ind.

Daniel Volmer Jensen

Bestyrelsen har været tæt involveret i processen med skiftet, og bakker fuldt op om den fremtidige ledelse og den fortsatte udvikling af organisationen.

- Med direktørskiftet er der skabt et solidt grundlag for den videre udvikling af Mandekrisecenter Lolland. Bestyrelsen har stor tillid til Daniel Volmer Jensen og ser frem til at fortsætte udviklingen af Mandekrisecenter Lolland til gavn for de mænd, der har behov for vores hjælp, udtaler formand Morten Bro.

Om Mandekrisecenter Lolland i Nakskov

Mandekrisecenter Lolland tilbyder midlertidigt ophold efter servicelovens § 110 til mænd med særlige sociale problemer, som enten ikke har egen bolig eller ikke kan opholde sig i den.

Under opholdet får beboerne en fast kontaktperson, individuelle samtaler samt støtte og rådgivning med fokus på blandt andet bolig, økonomi, beskæftigelse, uddannelse, sundhed, netværk og kontakten til offentlige myndigheder.

Målet er at hjælpe den enkelte videre og skabe grundlag for en mere stabil tilværelse.

Midlertidig bolig
Centret råder over midlertidige boliger, hvor hver beboer har sin egen lejlighed med mulighed for privatliv.

Derudover er der fælles opholdsstue og adgang til have, hvor beboerne kan deltage i fælles aktiviteter.

Formålet med opholdet er at give mænd i svære sociale situationer en tryg ramme, hvor de så vidt muligt kan klare sig selv, samtidig med at de modtager den nødvendige støtte og vejledning.

Også for fædre
Mandekrisecenter Lolland tilbyder også ophold til fædre med børn.

Under opholdet er det muligt at bo sammen med sine børn og have samvær med dem.

Centret tilbyder samtidig støtte og vejledning i forhold til forældrerollen og kontakten til børnene.

Titel betyder ikke det store

Selv om Daniel Volmer Jensen nu både er direktør og fortsætter med den daglige ledelse, forventer han ikke de store ændringer.

- Jeg har jo startet centret sammen med Jesper og har haft den rolle i syv år, hvor vi har været rigtig meget inde over hinandens opgaver, forklarer Daniel Volmer Jensen.

- Nu er der så kun mig ved roret, og rent titelmæssigt har jeg fået en anden titel. Mine arbejdsopgaver er dog i store træk de samme, som de har været hele tiden. For mig betyder det ikke det store, om jeg har den ene eller den anden titel.

Ingen ny daglig leder

Gennem de syv års ledelse som et makkerpar er der skabt en god struktur på Mandekrisecenter Lolland, og der er lagt nogle arbejdsgange, som er naturlige for både ledelse og medarbejdere. Derfor er der heller ikke det store behov for at ændre dagligdagen på centret.

Der er i øjeblikket fem ansatte på mandekrisecentret, og de kan alle tage del i at få løst de daglige opgaver. Derfor er det heller ikke planen, at der skal ansættes en ny daglig leder.

- Det vigtigste for mig er ikke bare at gå ud og gøre en masse for at gøre det, men at afveje, hvad der er behov for, slår direktøren fast.

Fuld belægning

Direktørskiftet sker i en periode, hvor der er tryk på centret.

Jesper Berring-Poulsen (til venstre) og Daniel Volmer Jensen åbnede Mandekrisecenter Lolland sammen i 2019. Arkivfoto: Privat

Mandekrisecentret råder over syv lejligheder i Nakskov, og er rettet mod mænd, der har særlige sociale problemer, og som enten ikke har egen bolig eller ikke kan opholde sig i egen bolig. På centret får de omsorg, støtte og efterfølgende hjælp.

- Vi har fortsat fuld belægning. De pladser, vi har, er optaget hele tiden, fortæller Daniel Volmer Jensen, som også kan berette om, at en lejlighed sjældent står tom.

- Vi har knap nok en ledig plads, før der flytter en ny mand ind.

En fælles idé

Jesper Berring-Poulsen sender en tak til alle dem, han har samarbejdet med gennem årene.

- Jeg er stolt af det, Daniel og jeg sammen har skabt og udviklet siden etableringen af Mandekrisecenter Lolland i 2019. Det begyndte med en fælles idé om at skabe et ordentligt og professionelt tilbud til mænd, som stod i meget vanskelige livssituationer, og gennem årene er det blevet til en stærk og veletableret organisation, udtaler han.

Nu er det op til den nye direktør at videreføre centret og det tilbud, som er blevet bygget op i Nakskov. 

- Det vigtigste for mig i den her proces har været at kunne bibeholde det tilbud, som vi har lavet, som vi har arbejdet på i så mange år, og sikre, at der fortsat er hjælp til mænd i særligt svære sociale situationer, slår han fast.