Sport

Mikkel Dahl (med nummer 9 på ryggen) scorede det første mål, da Nykøbing FC lørdag eftermiddag tog endnu en sejr. Arkivfoto: Anne Mette Thrane

Nykøbing FC rider videre på sejrsbølgen og udbygger forspringet

Falstringerne fastholder førstepladsen i 3. division efter endnu en sejr lørdag eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nykøbing FC er fortsat ubesejret førerhold i fodboldens 3. division.

Lørdag eftermiddag vandt falstringerne med 2-0 over Sundby BK hjemme i Lollands Bank Park på mål af Mikkel Dahl og Laurtis Jensen.

Men man skulle hen til de sidste 15-20 minutter, før topholdet fik hul på bylden og forsvarede duksepladsen.

3. DIVISION, FODBOLD

Nykøbing FC-Sundby BK: 2-0 (0-0)

Mål: 1-0 (74. min.) Mikkel Dahl, 2-0 (92. min.) Laurits Jensen.

Advarsler: Mikkel Hallberg Nielsen, Nykøbing FC samt Karlo Trkulja og Emil Street Lundqvist, Sundby BK.

Opstilling, Nykøbing FC: Jeppe Rasmussen, Kasper Jensen, Lucas Nyman Engelmand/75 min. Villads Mølgaard Eskildsen, Oliver Angus, Mikkel Dahl, Ole Jakobsen/89 min. Laurits Jensen, Oliver Svendsen/75 min. Noah Sekula, Rasmus Berner/61 min. William Lohse, Emmanuel Ogude/61 min. Victor Bille, Mikkel Hallberg Nielsen og Oskar Gärtig.

Dommer: Søren Knudsen

Efter 74 minutter bragte Mikkel Dahl Nykøbing FC foran 1-0 på et flot, fladt langskud fra kanten af straffesparksfeltet efter et godt dobbeltpas med en holdkammerat. Og i kampens overtid var Mikkel Dahl igen involveret i en scoring, da han efter et godt gennemspillet angreb fandt Laurits Jensen med en god aflevering, hvorefter Jensen, der var blevet skiftet ind kort forinden,  cementerede 2-0 sejren.

Modstander stod dybt

Nykøbing FC's cheftræner Mikkel Thygesen var efter kampen godt tilfreds med både resultatet.

- Det var en kamp, hvor modstanderne valgte at stå dybt på deres egen banehalvdel og accepterede, at det var os, der havde bolden det meste af tiden. Det håndterede vi godt, spillede med god tålmodighed og trykkede på, når mulighederne var der.

- Men på et tidspunkt i kampen når vi et breaking point, hvor fysikken bliver virkelig vigtig, og der har vi nogle spillere, der er i rigtig god form, sagde Mikkel Thygesen og fremhævede kollektivet for at have tålmodighed og holde hovederne kolde, også selvom målene lod vente lidt på sig.

Gæsterne havde også deres muligheder, men det lykkedes Nykøbing FC at holde målet rent for femte gang ud af ni mulige. 

Cheftræneren roste også de fremmødte tilskuere på hjemmebanen for at skabe en god stemning, der bar spillerne fremad.

Sejren var den sjette i denne sæson for Nykøbing FC, og på sin vis var den mere værd end tre point. 

Holdets nærmeste konkurrent i toppen af rækken, Næsby BK, tabte nemlig med 2-0 til FA 2000. Dermed har falstringerne nu fire point ned til fynboerne på andenpladsen og yderligere et point ned til Holbæk, der ligger på tredjepladsen.