Guldborgsund
Amalie Sofie Øster Jensen lever med en stor gæld. Foto: Eva Højrup
Foto: Eva Højrup
Nyt afslag til Sofie Amalie: – Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke greb mig, da jeg var sårbar
Civilstyrelsen afviser fri proces til Sofie Amalie Øster Jensen i sag mod Guldborgsund Kommune.
En vinterdag, for 14 år siden, eksploderede Sofie Amalie
Øster Jensen i frustration: Hun sparkede og tilsvinede en lærer og forsøgte at
forlade skolen med en kniv gemt i ærmet.
- Jeg fik sagt og gjort en masse grimme og dumme ting. Jeg var
så presset, jeg var bange for, at jeg ikke måtte blive på det bosted, hvor jeg
boede. Jeg var træt af den klasse, jeg gik i, og blev ikke udfordret nok. Min
læge havde skrevet, at den var helt gal. Men ingen lyttede, fortæller hun.
Afslag på fri proces i sag mod Guldborgsund Kommune
Civilstyrelsen har afvist at give Sofie Amalie Øster Jensen fri proces i hendes sag mod Guldborgsund Kommune.
Hun mener, at kommunen burde have haft en ansvarsforsikring, da hun som anbragt barn begik vold mod en lærer i 2011.
Afslaget er nu anket til Procesbevillingsnævnet, som har besluttet at se på sagen.
- Jeg ville ønske, at jeg ikke havde været på den skole den dag,
siger hun.
Jeg ville ønske, at de sagde undskyld, og så mig på ny.
Sofie Amalie Øster Jensen
Begivenhederne den dag forfølger hende stadig.
Hun fik en
dom om psykiatrisk behandling.
Hun blev idømt at betale erstatning til læreren,
og fordi hun ikke har haft en indtægt og har kunnet afdrage, er gælden
bare vokset og vokset. Hun skylder nu mere end fire millioner kroner, og der løber mere end 1.000 kr. på i rente hver dag.
- Jeg har ikke en jordisk chance, men jeg vil gerne ud af gælden. Jeg er på SU, men de tilbageholder penge fra mig hver måned, fortæller hun.
På en mission
I dag er Sofie Amalie Øster Jensen 31 år, mor til to,
uddannet social- og sundhedsassistent og i gang med en uddannelse til sygeplejerske.
Og hun er på en mission sammen med sin bistandsadvokat Gunnar Mikkelsen.
Hun vil have Guldborgsund Kommune til at tage et ansvar. Sagen
drejer sig om en tvist om, hvorvidt Guldborgsund Kommune burde have tegnet en
ansvarsforsikring på hende.
- Kommunen skulle ifølge en anbringelsesaftale fra 2010
tegne en ansvarsforsikring for skader, hun kan påføre ting og personer. Det
gjorde kommunen bare ikke, fortæller Gunnar Mikkelsen.
Men, som Folketidende tidligere har beskrevet, så har Ankestyrelsen fastslået, at Guldborgsund Kommune er erstatningspligtig, når der ikke var tegnet ansvarsforsikring, og netop derfor er hun blevet anbefalet at søge fri proces.
Men nu har Civilstyrelsen så afvist hendes ansøgning
om fri proces. Styrelsen begrunder afslaget
med, at kravet mod kommunen udspringer af et forsætligt strafbart forhold, volden mod læreren i 2011, og at der som udgangspunkt gives afslag i den slags
sager.
Derfor er sagen nu
anket til Procesbevillingsnævnet, der har meddelt, at de vil kigge på sagen.
Sagen kort
- 6. december 2011: Sofie Amalie Øster Jensen udøver vold mod en lærer på Abildhøjskolen i Præstø.
- 20. august 2013: Retten finder hende skyldig, men utilregnelig på gerningstidspunktet og idømmer psykiatrisk behandling.
- Staten udbetaler efterfølgende erstatning til læreren og rejser krav mod Sofie Amalie Øster Jensen om at betale.
- Sofie Amalie Øster Jensen mener, at Guldborgsund Kommune som anbringende kommune burde have sørget for ansvarsforsikring. Kommunen afviser pligt til at tegne en sådan forsikring.
- April 2021: Ankestyrelsen fastslår, at Guldborgsund Kommune skal tegne ansvarsforsikring. Derfor søger Sofie Amalie Øster Jensen om fri proces til at føre sag mod kommunen.
- 2. oktober 2025: Civilstyrelsen afslår fri proces. Afgørelsen er anket til Procesbevillingsnævnet.
- Sofie Amalie Øster Jensen mistede sin mor som 13-årig, hvorefter hun blev anbragt hos flere forskellige plejefamilier. Hun udviklede spiseforstyrrelser, var indlagt på psykiatrisk afdeling, og som 15-årig blev hun af Guldborgsund Kommune anbragt i botilbuddet Husmandsstedet i Præstø.
- Vi havde ikke regnet med, at det ville blive et
problem at få fri proces, men nu går vi videre med procesbevillingsnævnet.
Målet er at få Amalie Sofie Øster Jensen fri af sin gæld, så hun kan komme
videre med sit liv, siger Gunnar Mikkelsen, der vil gå langt for at hjælpe Amalie Sofie Øster Jensen.
- Hun har været fuldstændig overladt til sig selv, siden
hun var 13 år. Forældrene var skilt, da hendes mor, som havde
forældremyndigheden, døde i 2009. Herefter har hun været kastet rundt til
forskellige plejefamilier og på bosteder, fortæller Gunnar Mikkelsen.
Har I et had på mig?
Foran sygeplejerskeskolen i Nykøbing Falster tillader Amalie
Sofie Øster Jensen sig selv at drømme med på den tanke:
Hvad er fri proces?
Fri proces betyder, at staten betaler udgifterne til retssagen.
Bevilges kun, hvis sagen har rimelig grund og man ikke tjener over 355.000 kr. for enlige.
Formålet er at sikre lige adgang til retssystemet uanset økonomi.
Kilde: domstol.dk
- Jeg tænker på Guldborgsund Kommune: Har I et had på mig? I har
mig hele tiden i kikkerten og stoler ikke på mig og vil ikke ofre støtte. Men
det er dyrt at flytte kommune og starte forfra. Det må jeg vente med, til jeg er færdig som
sygeplejerske.
Midt i drømmen om en ny start vender tankerne tilbage til
fortiden - og til en kommune, hun føler svigtede hende.
- Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke greb mig, da jeg var
sårbar. Jeg ville ønske, at de sagde undskyld, og så mig på ny, i stedet for at
blive ved med at være mistænksomme overfor mig, siger Sofie Amalie Øster Jensen.
Folketidende har rakt ud til kommunaldirektør Søren Bonde. Han er vendt tilbage med denne skriftlige kommentar: ”Der er ikke nyt i sagen i forhold til tidligere forespørgsler, og
da sagen er anket, udtaler vi os ikke yderligere.”