Det sker

Transportminister Thomas Danielsen (V) (th) og hans tyske kollega Claus Ruhe Madsen indviede mandag den nye udstilling af Femern-byggeriet i Legoland. Foto: Sund & Bælt
Transportminister Thomas Danielsen (V) (th) og hans tyske kollega Claus Ruhe Madsen indviede mandag den nye udstilling af Femern-byggeriet i Legoland. Foto: Sund & Bælt

Over 800.000 klodser: Nu kan du opleve Femern-byggeriet i Lego

Lego-udstillingen af Femern-byggeriet er nu åben for offentligheden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Afsløring af tunnelrør, nedsænkning i havet og masser af trafik. Det lyder som noget fra Femern-byggeriet ved Rødbyhavn - men det foregår nu også i Billund.

Mandag åbnede den nye Lego-udstilling om Femern-forbindelsen nemlig i Legoland - nærmere bestemt i forlystelsesparkens Miniland, oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Her var både transportminister Thomas Danielsen (V) og Claus Ruhe Madsen, erhvervs- og transportminister i den tyske delstat Slesvig-Holsten, mødt op for at indvie miniatureudgaven af det store byggeri, der i Lego-versionen fylder over 250 kvadratmeter og består af mere end 800.000 Lego-klodser.

Lærlinge og Lego

Udstillingen er lavet i samarbejde med Sund & Bælt, og ambitionerne rækker ud over underholdning. Der er også et klart håb om at vække børns nysgerrighed for erhvervsuddannelser, forklarer den danske transportminister.

– Når man er i Legoland, er det svært ikke at lade sig rive med. Uanset om man er barn eller voksen, så er Femern-udstillingen bare virkelig imponerende. Jeg håber, at nogle af de børn, der ser hvor fantastisk det her projekt er, får lyst til at tage en uddannelse indenfor byggefagene, siger Thomas Danielsen i en pressemeddelelse.

Hans tyske kollega drog ved lejligheden paralleller mellem Lego-klodser og Femern-forbindelsen.

– Jeg bliver altid imponeret, når jeg besøger den store tunnelbyggeplads. Men det er også fascinerende at se dette enorme projekt, som er så vigtigt for begge vores lande, genskabt med tusindvis af Lego-klodser. Lego forbinder mennesker på tværs af landegrænser og generationer – ligesom Femern Bælt-tunnelen vil bringe mennesker, lande og markeder tættere på hinanden, lød det fra Claus Ruhe Madsen.

Om Femern Bælt-tunellen:

  • Femern Bælt-tunnelen bygges som en 18 km lang sænketunnel til biler og tog mellem Rødbyhavn på Lolland og den tyske ø Fehmarn.
  • Femern Link Contractors (FLC) er hovedentreprenør på byggeriet af tunnelfabrik og tunnel.
  • De første 10 elementer af tunnelens i alt 89 tunnelelementer er støbt.
  • Tunnelen vil gøre det muligt at køre i tog på 2,5 timer mellem København og Hamborg.
  • Tunnelen bygges med en tosporet motorvej i hver retning og to elektrificerede jernbanespor til højhastighedstog. Det vil tage 7 minutter at køre i tog fra Danmark til Tyskland og 10 minutter i bil.
  • Sund & Bælt, der er bygherre på Femern Bælt-tunnelen, har stillet krav til entreprenørkonsortierne om, at der skal uddannes mindst 500 lærlingeårsværk i byggeperioden.