Rallykører skal på operationsbordet - og så vil han samle sine redningsfolk
Brødrene Henning og René Christoffersen vil takke alle, der hjalp dem på skæbnesvanger dag.
Henning Christoffersen overlevede sit hjertestop under DM i Rally lørdag 24. maj. Lige nu er han indlagt på Rigshospitalet og afventer en bypass-operation. Privatfoto
Rallykører Henning Christoffersen var i lørdags død i 10 minutter
- og nu har lægerne på Rigshospitalet klarlagt årsagen til hans hjertestop og
totale blackout.
- Det er konstateret, at hans hovedkranspulsåre er forsnævret, og det har
været årsagen til hjertestoppet. Nu skal han have en bypass-operation, og det
kommer til at ske 11. juni.
Det fortæller hans bror, René Christoffersen, der sad med i rallybilen den
skæbnesvangre lørdag, 24. maj, da den lokale motorsport blev ramt af hele to
tragiske hændelser inden for meget kort tid.
Henning Christoffersen med sin bror René Christoffersen på Rigshospitalet efter den tragiske hændelse, der ramte under en kørsel på Møn. Privatfoto
Mange hjalp til
Som Folketidende tidligere har beskrevet, så var første afdeling af DM i Rally,
der samtidig var markeringen af Nykøbing F. Motorsports 75-års jubilæum, næsten
kun lige begyndt, da en rallybil påkørte to officials i vejkanten - den ene
omkom, den anden pådrog sig svære kvæstelser.
Annonce
Næsten samtidig blev Henning Christoffersen, der sad bag rattet i vogn nummer
34, ramt af et hjertestop og sank sammen under kørsel mellem to løb. Hans bror,
René Christoffersen, overtog styringen og fik standset bilen nær Damsholte på
Møn.
- Til alt held kom både en sygeplejerske, et lægepar, en hjerteløber og
andre ilende til for at hjælpe os. Min bror nåede at være død i 10 minutter,
inden hjertemassage og tre stød med en hjertestarter bragte ham tilbage til
livet, fortæller René Christoffersen.
Med en redningshelikopter blev Henning Christoffersen bragt til Rigshospitalet
og lagt i respirator. Dagen derpå var der kontakt til ham - og han ser ud til
at være sluppet fra hændelsen uden andre mén end kortvarigt hukommelsestab.
- Vi er så taknemmelige for alle dem, som hjalp os i situationen på landevejen
ved Damsholte. Jeg har været i kontakt med flere af dem efterfølgende og takket
dem. Og det er vores håb, at vi - når Henning er godt ovre sin operation - kan
samle dem alle til en middag og få snakket hele hændelsen igennem. Sidder der andre,
som hjalp os den dag, så vil jeg meget gerne i kontakt med dem, lyder det fra
René Christoffersen.
Brødrene René Christoffersen, Nykøbing, og Henning Christoffersen, Vordingborg, har kørt rally sammen siden 2019. Privatfoto
Rally blev afblæst
Efter de to tragiske hændelser i lørdags valgte løbsledelsen at aflyse resten
af rallyløbet, der havde start- og målområde på Cementen i Nykøbing.
Påkørslen med den dødelige udgang undersøges af Havarikommissionen.
Seneste artikler
Historisk hus slår dørene op efter stor restaurering
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik