Guldborgsund

Jesper Balling kalder oplevelserne med Refa for "gaven", der bliver ved med at give. Arkivfoto: Rikke Folm Berg

Refa om kørselskaos: Fejl kan ske

Trods oplevelser omkring Tværvej med et privat ærindekørsel i skraldebil uden for arbejdstid og et påkørt hegn fastholder Refa tilfredshed med vognmænd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Først bakkede en skraldebil ned ad Tværvej i Toreby uden for arbejdstid. Det viste sig at være for at sætte en passager af, som skulle til massage længere nede ad vejen. Dernæst bakkede en skraldebil alt for hurtigt ned ad vejen efter at have tømt beholdere med pap, papir, glas og metal og endte i et hegn ind til en køkkenhave på Vaasevej 6, lige hvor Tværvej ender.

- Galskaben hører ikke op, siger Jesper Balling og tilføjer:

- Man tror, at det er løgn. 

Han bor i et af de tre huse på Tværvej, som for nylig har fået oplyst af Refa, at det er slut med at få tømt skraldespande på matriklen, fordi vejen er for smal og mangler vendeplads.

Forvirret beboer, tilfreds chef

Kig ned af Tværvej i Toreby. Arkivfoto: Rikke Folm Berg

Sagen kort:

Beboerne på den blinde Tværvej i Toreby har i mange år fået hentet affald ved deres huse. Nu har Refa meddelt, at renovationsbilerne ikke længere vil køre ned ad vejen, fordi den er for smal og mangler vendemulighed.

Det undrer beboerne, fordi forholdene på vejen ikke har ændret sig. Kort efter meldingen blev en Refa-skraldebil desuden set bakke ned ad vejen i privat ærinde.

Senere gik det galt, da endnu en skraldebil bakkede ned ad Tværvej, fortsatte over Vaasevej og kørte ind i hegnet til Pia og Niels von Gerstenberg Rosteds køkkenhave.

Ingen kom til skade. Refa har oplyst, at skaderne på hegnet bliver erstattet.

Alligevel bliver vognmændene fra Remondis, der kører skraldebilerne og tømmer beholderne, ved med at bakke ned ad Tværvej. Det gør de til stor undren for beboerne. Især fordi de nu næsten er i mål med at få lavet en ny fælles standsplads 24,15 meter ned ad Tværvej for at imødekomme Refas krav, så skraldemændene ikke skal bakke.

- Jeg er meget forvirret over det her efterhånden, siger Jesper Balling.

Folketidende har på baggrund af den seneste hændelse igen henvendt sig til Jens Rasmussen, som er chef for indsamling og logistik hos Refa.

Hvor tilfreds er REFA med Remondis' kørsel ude på ruterne?

- Vi er generelt meget tilfredse med deres arbejde. Vi kører et sted mellem 50 og 60.000 km hver måned på de lollandske og de falsterske veje. Og alle mennesker kan komme til at have et uheld og lave en skade. Der kan ske noget, når der er mennesker involveret, siger Jens Rasmussen.

Naturligt, at fejl sker

Hvor godt synes du, at kommunikationen mellem Refa og vognmændene fungerer, når nu de bliver ved med at køre ned ad den vej, hvor beboerne har fået at vide, der ikke skal tømmes?

- Når der er mennesker involveret, kan der ske fejl, og hvis der er en afløser på turen, der ikke har set det på iPad'en - det står på deres iPad, jamen, altså... fejl kan ske. Når der er så mange mennesker involveret, og vi tømmer så mange beholdere hver dag, kan der ske fejl. Det ville være unaturligt, hvis ikke der skete fejl, siger Jens Rasmussen.

Han understreger samtidig, at hvis der bliver lavet en skade med en skraldebil, bliver der taget hurtigt hånd om skaden. I tilfældet Vaasevej 6 har Remondis målt op og indhentet tilbud på udbedring af hegnet, oplyser Jens Rasmussen.

- Jeg synes, at det viser, at hvis der bliver lavet en skade, får Remondis repareret den hurtigt, siger Jens Rasmussen.