Arne Ullum kalder den udligningsaftale, der de senere år har straffet Lolland og Marie-Louise Brehm Nielsen hårdt, for det værste lovsjusk. Nu kommer der i det mindst et særtilskud af en vis størrelse. Foto: Palle Nevad Frandsen
Staten hjælper Lolland med masser af millioner
Mandag bliver særtilskuddene til kommunerne uddelt – og der er grund til at glæde sig i den trængte Lolland Kommune.
Det ser ud til, at Lolland Kommunes bøn til de højere magter og Indenrigsministeriet er blevet hørt.
Borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen (L) har været meget klar i spyttet over, at hullet på den forkerte side af en halv milliard kroner skulle lappes ved, at kommunen finder de 200 millioner kroner, hvis staten ville bidrage 300 millioner kroner. Plus, minus.
Folketidende erfarer nemlig, at Indenrigsministeriet har fundet det store checkhæfte frem og imødekommet Lolland Kommunes ønske for den økonomiske håndsrækning med et beløb i omegnen af de 333 millioner kroner som kommunen har ansøgt om.
Den statslige redningskrans kommer samtidig med, at Lolland Kommune selv har fået lidt bedre styr på det økonomiske rædselsscenarie, der blev præsenteret tidligere på sommeren.
Oprindeligt stod kommunen til at mangle 531 millioner kroner i 2027. Men torsdag kunne kommunen præsentere nye beregninger, som barberer 184 millioner kroner af det hul. Dermed er man nede på et forventet underskud på 347 millioner kroner.
Forbedringen skyldes ikke, at politikerne pludselig har fundet en glemt pengetank under rådhuset.
Blandt andet er nogle anlægsprojekter blevet skubbet, udviklingen i lønningerne har været anderledes end tidligere forudsat, og så har arbejdsmarkedet på Lolland udviklet sig markant bedre end ventet.
Ledigheden er således faldet til 1,9 procent, og færre borgere end forventet er på blandt andet førtids- og seniorpension. Alene udviklingen på beskæftigelsesområdet forbedrer kommunens økonomi med 73 millioner kroner.
Men de nye millioner fik ikke borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen til at ændre på kommunens bøn til Christiansborg. Hun slog tidligere på ugen fast, at den forbedrede økonomi ikke ændrede behovet for et stort særtilskud.
Bedt om 333 millioner
Lolland Kommune har søgt staten om 333 millioner kroner fra den særlige pulje til økonomisk trængte kommuner. Sidste år fik Lolland 210 millioner kroner, men kommunen har denne gang argumenteret for, at der skal væsentligt mere til.
Og får kommunen som ventet omkring 300 millioner kroner, ændrer det regnestykket ganske betragteligt.
Som at tisse i bukserne for at holde varmen.
Benny Damgaard
Det hul, der for få uger siden lød på skræmmende 531 millioner kroner, er med de nye budgetberegninger reduceret til 347 millioner. Trækkes yderligere 300 millioner kroner fra i statsligt særtilskud, er der i runde tal 47 millioner kroner tilbage at finde i 2027.
Annonce
Det er noget nær en anden økonomisk virkelighed end den, lollandske politikere stod med ved indgangen til august.
Her fremlagde administrationen et omfattende sparekatalog, der samlet skal forbedre økonomien med omkring 200 millioner kroner. Blandt forslagene er markante ændringer på både skole-, ældre- og fritidsområdet. To skoler kan blive lukket, andre skoler lagt sammen, antallet af plejecentre reduceret, ligesom haller og andre kommunale tilbud er bragt i spil.
Ikke i papirkurven
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at politikerne nu kan smide hele sparekataloget direkte i papirkurven.
Finansminister Peter Hummelgaard (S) sagde i sidste uge på Folkemøde Møn, at Lolland kunne se frem til en "meget, meget stor klump" af særtilskudspuljen. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau ScanpixIda Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
For Lolland Kommunes problemer rækker længere end 2027. Også i de efterfølgende år viser prognoserne meget store underskud, og kommunen har gennem flere år peget på det kommunale udligningssystem som den grundlæggende årsag til, at indtægter og udgifter ikke hænger sammen.
Lolland har blandt andet et faldende befolkningstal, relativt få skatteindtægter og store udgifter på grund af kommunens demografiske og sociale sammensætning. Kommunens eget budgetmateriale beskriver ligefrem situationen som en vedvarende strukturel ubalance, der uden ændringer i finansieringen på sigt kan gøre det umuligt at lægge et forsvarligt budget.
Der er i alt én milliard kroner i puljen, mens 45 kommuner tilsammen har søgt om 2,75 milliarder kroner. Ministeren ville dengang ikke sætte beløb på Lollands andel.
Det tal ligger efter Folketidendes oplysninger altså i omegnen af 300 millioner kroner.
Guldborgsund Kommune har søgt om 200 millioner kroner i årets pulje. Det betyder, at hvis både Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune kommer tæt på deres ønsker, så lægger de beslag på over halvdelen af pengene i puljen.
Den officielle udmelding af særtilskuddene kommer mandag.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Staten hjælper Lolland med masser af millioner
Lolland vil salte tidligere, men rydde færre veje
1200 tog til messe for de kreative
Politiker sagde, at ekspert havde jord i hovedet - nu forsones de
Mad og fortællinger rykkede tættere på publikum
Mest læste artikler
Svømmecenter lukket efter skybrud
Traktor-demonstrationer langs motorvejen: Det er helt godnat
Tyrolertøj og total feststemning
Særligt virus påvist: SSI udpeger Marielyst som et muligt risikoområde
Skybrud på Vestlolland