Sport

Team Sydhavsøernes trænerteam, cheftræner Nicolai Worsøe (th) og assistenttræner Jimmy Albrechtsen, må se i øjnene, at mulighederne for at komme til at spille om oprykning til håndboldligaen er ved at være ret beskedne. Arkivfoto: Kim Nielsen, Konceptlab

Sydhavsøerne stred forgæves mod topholdet

Mulighederne for at sikre kvalifikationsspil om oprykning led et alvorligt knæk lørdag i Skive.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det lykkedes ikke for Team Sydhavsøerne at stikke en kæp i hjulet på topholdet Skive fH's færd mod oprykning til håndboldligaen, da de to hold mødte til topkamp i Skive lørdag eftermiddag.

Efter det skuffende uafgjorte resultalt hjemme mod bundholdet Give i sidste weekend, havde Team Sydhavsøerne brug for en sejr for at komme tilbage igen i kampen om de top 3-placeringer, der giver mulighed for oprykning til håndboldligaen.

Skive fH-Team Sydhavsøerne 27-24 (11-12)

Målscorere: 

Skive fH: Joachim Hyldgaard 6, Magnus Kronborg 5, Victor Ilsøe 3, Nikolaj Haagen Pytlick 3, Jeppe Riisgaard Bangshøi 3, Daniel Guldsmed Nielsen 3, Gustav Bilgrav Østergaard 3, Jens Dolberg Plougstrup 1.

Team Sydhavsøerne: Dines Kjeldgaard 9, Frederik Horn 5, Frederik Kiszka 3,  Oskar Hare 2, Pætur Mikkjalsson 2, Kasper Manfeldt 1, Kristian Lund Vukman 1 og Pauli Mittun 1.

Udvisninger: Skive fH 2, Team Sydhavsøerne 3.

Tilskuere: 1.014

Men lollikkerne tabte opgøret med 27-24 efter at have ført med 11-12 ved pausen.

Team Sydhavsøerne kom godt fra start i opgøret og førte med 2-5 efter syv minutter, men så fik hjemmeholdet bedre fat, og efter fire scoring i træk kunne Skive bringe sig foran for første gang i opgøret efter 13 minutters spil ved stillingen 6-5.

Hjemmeholdet kom også foran 8-6, men Team Sydhavsøerne, der var kommet til Skive med en mission om at kæmpe hårdt for sejren, fulgte den målsætning, og blandt andet takket være tre scoringer i træk fra topscorer Dines Kjeldgaard, overtog lollikkerne igen teten med en føring på 10-12.

Ved pausen var rævene fra Lolland stadig foran, nu med 11-12, og gæsterne fortsatte de gode takter i starten af anden halvleg, hvor føringen flere gange blev udbygget til tre mål.

Midtvejs i halvlegen så alt stadig godt ud med en føring på 18-21. Men så gik der næsten syv minutter, før det lykkedes at score igen, og i mellemtiden havde Skive bragt sig foran med 23-21. 

Det blev formentlig et afgørende vendepunkt. Selvom Team Sydhavsøerne kæmpede for at komme tilbage, holdt Skive fast og udbyggede endda føringen til tre mål, 25-22, med under to minutter igen.

Det hjalp heller ikke gæsterne, at de blev ramt af et par udvisninger i slutfasen.

Nederlaget betyder, at Team Sydhavsøerne definitivt ikke kan rykke direkte op i håndboldligaen, og kvalifikationspladserne begynder også at fortone sig med tre point op og fire point tilbage at spille om. 

Aarhus og Kolding, som sidder på de to pladser nu, har endda begge en kamp i hånden.

Kort resumé