Sport

Team Sydhavsøerne har forstærket truppen med endnu en ny spiller med øjeblikkelig virkning. Foto: Kim Nielsen, KonceptLab

Team Sydhavsøerne forstærker truppen 

Lollikkerne har hentet endnu en spiller til holdet med øjeblikkelig virkning, og dermed er spillertruppen atter komplet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldklubben Team Sydhavsøerne har for anden gang på kort tid forstærket truppen med øjeblikkelig virkning.

1. divisionsholdet stod pludselig og manglede et par spillere, fordi  venstrebacken Gustav Murel er stoppet, og venstre back og playmaker Mathias Nikolajsen har pådraget sig en alvorlig skade.

For nylig hentede man Frederik Horn i ligaklubben TMS Ringsted, og nu har man også fået fyldt det andet hul på holdkortet ud.

Klubben har nemlig hentet den 26-årige Niclas Buch Christiansen, som i denne sæson har spillet for 1. divisions-konkurrenterne HC København, men tidligere også har spillet i blandt andet TM Tønder, HØJ Elite og Roskilde.

Niclas Buch Christiansen er en højrehåndet bagspiller, som kan dække alle bagspilspositioner. Da HC København tidligere på sæsonen mødte Team Sydhavsøerne i Maribo, markerede han sig med fem scoringer.

Sportschef Morten Juul glæder sig til at se den 26-årige i aktion i den røde TSØ-trøje.

- Det var vigtigt for os at finde en spiller, der kunne passe ind i spilkonceptet. Niclas besidder mange af de samme egenskaber som Gustav Murel. Han har fart, styrke i en-mod-en-situationer og har evnen til at angribe mellem forsvarsspillere. Han har gjort et rigtig godt indtryk til de første træninger og kommer helt sikkert til at bidrage positivt til træningsmiljøet, siger Morten Juul til Team Sydhavsøernes hjemmeside.

Selv glæder Niclas Buch Christiansen sig også til at repræsentere sin nye klub.

- Jeg er både glad og stolt over at blive en del af TSØ. Det er et hold med store ambitioner og en fantastisk hjemmebane. Jeg er motiveret og klar til at hjælpe holdet i den vigtige periode, vi går ind i nu, siger han.

Niclas Buch Christiansen har fået en kontrakt, der gælder for resten af den igangværende sæson.