Sport

Team Sydhavsøerne skal møde et hold fra landets bedste række i næste runde af pokalturneringen. Hvem det bliver, afgøres fredag. Arkivfoto: Kim Nielsen, KonceptLab

Team Sydhavsøerne kan trække storsatsende klub i pokalen

Det bliver under alle omstændigheder et ligahold, der kommer op af bowlen, når der fredag er lodtrækning til sjette runde af landspokalturneringen i håndbold.

Offentliggjort

Der ligger en hård modstander i bowlen og venter på Team Sydhavsøerne, når Dansk Håndbold fredag trækker lod til sjette runde i pokalturneringen. 

Her indtræder hold fra håndboldligaen, og et af dem bliver Team Sydhavsøernes modstander. Så meget ligger fast på forhånd. Det ligger også fast, at lollikkerne skal møde enten Nordsjælland Håndbold, TMS Ringsted eller HØJ Elite fra Ølstykke-Jyllinge. 

Sidstnævnte har satset stort de seneste par sæsoner og satser endnu større i næste sæson, hvor man blandt andre har skrevet kontrakt med den danske landsholdsspiller Lasse Andersson.

Kampen skal efter alt at dømme spilles engang i august som optakt til den nye sæson, og det glæder cheftræner Nicolai Worsøe.

- For os er det en "gratis" kamp, der skal bruges til at prøve nogle af de ting, vi skal arbejde med i næste sæson. Det har været vigtigt for os at kvalificere os til sjette runde, så vi får den kamp, for det giver bare noget andet, når der er noget på spil fremfor at spille en træningskamp, siger Nicolai Worsøe.

Tre dygtige hold

For ham betyder det ikke så meget, om modstanderen bliver Nordsjælland, TMS Ringsted eller HØJ.

- Det er alle tre dygtige hold, og det bliver en fed kamp uanset hvad. Vi har flere spillere, som har været i Ringsted, så de vil nok synes, at det kunne være sjovt at møde dem, men vi har også planlagt en træningskamp mod Ringsted, så måske er det fint, hvis det ikke bliver dem, siger Nicolai Worsøe.

Slutter søndag

Team Sydhavsøerne runder sæsonen af på søndag klokken 16 med en udekamp mod Norddjurs Håndbold. En kamp, der ikke har nogen større betydning, da ingen af holdene kan rykke op eller ned.

- Det bliver lidt mærkeligt med en sidste kamp, hvor der ikke er noget på spil, men vi vil gerne slutte ordentligt af, og hvis vi vinder, slutter vi på 37 point, og det er vist det næsthøjeste pointantal i klubbens historie i 1. division.

- Men vi kigger også lidt på, hvor fysisk belastede spillerne er. Vi har lidt småskader hos et par af dem, så vi ved ikke endnu, om vi stiller med fuldt holdkort, lyder det fra Nicolai Worsøe.