Indland
Politiet anholdt mandag formiddag den 37-årige forvaringsdømte Philip Denié Dahl Petersen i et kolonihavekvarter i Københavns Sydhavn. Drabsmanden nåede at være på fri fod i knap en måned, efter at han flygtede fra Vestre Fængsel i København. (Arkivfoto).
Steven Knap/Ritzau Scanpix
To mænd og en kvinde sigtet for at skjule flygtet fange
En 37-årig mand, der er dømt for drab, blev mandag anholdt i Sydhavn i København. Tre sigtes for at hjælpe.
Tre personer er anholdt og sigtet for at holde en 37-årig forvaringsdømt flugtfange, der blev anholdt mandag, skjult.
Det oplyser Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Der er tale om to mænd og en kvinde.
Ud over at være sigtet for at holde en flugtfange skjult, er de sammen med den 37-årige Philip Denié Dahl Petersen sigtet for besiddelse af en større mængde narkotika.
De tre fremstilles i grundlovsforhør tirsdag formiddag i Dommervagten i Vestre Fængsel. Her ventes en anklager at kræve dem varetægtsfængslet.
Den 37-årige var på fri fod, efter at han 4. februar var flygtet fra Vestre Fængsel i København. Mandag blev han anholdt i et kolonihavekvarter i Sydhavn i København og sendt tilbage i fængsel.
Vicepolitiinspektør René Gaardsvig fortalte efterfølgende, at politiet havde haft en stor indsats i gang for at finde flugtfangen.
- Det gør, at vi kan stå, hvor vi gør nu, hvor vi har fanget ham ude på en adresse ude på Københavns Sydhavn, sagde han mandag middag.
Han kunne ikke svare på, hvor drabsmanden har været i hele perioden, hvor han har været på flugt.
Vicepolitiinspektøren afviste mandag at svare på, om andre var sigtet for at hjælpe drabsmanden med flugten, men tirsdag står det altså klart, at tre er sigtet.
Det var nat, da Philip Denié Dahl Petersen 4. februar lykkedes med at flygte fra Vestre Fængsel.
Han kom ud af sin celle og derfra ud i gården på Vestre Fængsel, hvorfra han klatrede over ydermuren, har politiet tidligere oplyst.
Philip Denié Dahl Petersen er idømt forvaring for et drab på en 31-årig mand begået den 8. juni 2022.
Drabet fandt sted i forbindelse med et voldeligt sammenstød uden for et værtshus i Sydhavnen i København. Han er også dømt for drabsforsøg på en dengang 37-årig mand.
Sagen har haft stor lokal interesse, efter at han blandt andet angiveligt blev set i en bus i Stubbekøbing på Falster.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker