Krimi

37-årige Philip Denié Dahl Petersen er mandag blevet anholdt. Foto: Københavns Politi

Blev angiveligt spottet i Stubbekøbing: Nu er drabsdømt flugtfange pågrebet

En mand, der i februar flygtede fra Vestre Fængsel, er mandag blevet anholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi har mandag lidt efter klokken 10 anholdt den drabsdømte Philip Denié Dahl Petersen, der 4. februar flygtede fra Vestre Fængsel.

Det oplyser Københavns Politi på sin hjemmeside.

Det sker efter knap en måneds eftersøgning, hvor både Lolland og Falster har været inde i billedet.

Trak trådte til Sydhavsøerne

I sidste uge kunne Folketidende berette, at den 37-årige flugtfange angiveligt var blevet spottet i Stubbekøbing fredag den 20. februar.

Her anmeldte en person til politiet, at vedkommende efter sigende havde set den efterlyste mand i Bus 736 i Stubbekøbing.

- Vi får anmeldelsen fredag klokken 18.45. Han er set i bussen og skulle være stået af på Strandvejen, sagde politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Bo von Würden i sidste uge.

Allerede samme dag som flugten, den 4. februar, fandt en stor politiaktion sted på Stormarks Allé i Nakskov, hvor kampklædte betjente med automatvåben deltog.

Aktionen fandt sted på foranledning af netop Københavns Politi, som godt et halv døgn tidligere havde efterlyst Philip Denié Dahl Petersen. Folketidende erfarede, at aktionen var en del af søgningen af den forvaringsdømte morder. Dog har politiet ikke ønsket at bekræfte det.

Anholdt i København

Mandagens anholdelse er sket på en adresse i Sydhavn i København og forløb uden dramatik.

Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi René Gaardsvig fortæller, at der ligger en stor indsats bag, at politiet mandag kunne anholde flugtfangen.

- Det gør, at vi kan stå, hvor vi gør nu, hvor vi har fanget ham ude på en adresse ude på Københavns Sydhavn, siger han til Ritzau.

Han er glad for de mange henvendelser fra borgere, men vil ikke kommentere på, hvad der konkret gør, at politiet mandag fandt ham i Sydhavnen.

Anholdelsen skete i en kolonihaveforening.

- Jeg ved ikke, hvor han har været henne i hele perioden. Jeg kan bare konstatere, hvor han har været i dag, siger René Gaardsvig.

Den 37-årige mand flygtede fra Vestre Fængsel, der ligger i København, natten til 4. februar.

Han kom ud af sin celle og derfra ud i gården på Vestre Fængsel, hvorfra han klatrede over ydermuren, har politiet tidligere oplyst.

René Gaardsvig afviser at svare på, om andre sigtes for at hjælpe drabsmanden under fangeflugten.

flugtfangen blev mandag pågrebet ved en politiaktion i en kolonihaveforening i Sydhavn i København. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Philip Denié Dahl Petersen er idømt forvaring for et drab på en 31-årig mand begået den 8. juni 2022.

I februar 2024 idømte Retten på Frederiksberg den 37-årige forvaring for drabet, og i efteråret 2025 blev dommen stadfæstet i Østre Landsret.

Drabet fandt sted i forbindelse med et voldeligt sammenstød uden for et værtshus i Sydhavnen i København.

Han er også dømt for drabsforsøg på en dengang 37-årig mand.

Vestre Fængsel huser fortrinsvis varetægtsarrestanter, der er frihedsberøvede enten i forbindelse med politiets efterforskning eller i forbindelse med, at deres sag venter en endelig afgørelse i retten.

Men Philip Denié Dahl Petersens sag er endeligt afsluttet.

Afventer plads

Lea Bryld, der er fungerende kredsdirektør for Fængselskreds Øst i Danmarks Fængsler, har tidligere oplyst til Ritzau, at han var i Vestre Fængsel, fordi han ventede på, at der skulle blive en ledig plads, så han kunne afsone sin forvaringsdom.

De fleste forvaringsdømte afsoner i Herstedvester Fængsel.

En forvaringsdom bruges kun i sager, hvor en domstol har vurderet, at den dømte er så farlig, at man ikke vil risikere at udsætte samfundet for den fare, når vedkommende måtte blive løsladt.

En forvaringsdom gør det muligt at holde personen indespærret på ubestemt tid, og først når en speciallæge i psykiatri og i sidste ende en dommer finder det forsvarligt, kan den dømte komme ud igen.

Philip Denié Dahl Petersen blev dels idømt forvaring på baggrund af drabet og drabsforsøget ud for bodegaen, men også fordi han har en fortid med en række domme for vold.

Med anholdelsen er Philip Denié Dahl Petersen nu tilbage i fængslet, hvor han skal afsone sin straf.