Søren Bonde stopper som kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune efter ti år på posten. Foto: Bo Amstrup/Ritzau ScanpixBo Amstrup / Ritzau Scanpix
Toppolitikere roser Søren Bonde efter stop: Magten skal samles op
Viceborgmester Johannes Kristensen (C) og byrådsmedlem Bob Richard Nielsen (DD) kvitterer med ros for Søren Bondes indsats, efter det er kommet frem, at den mangeårige kommunaldirektør stopper.
Kommunaldirektør Søren Bonde modtager ros fra lokale politikere i Guldborgsund, herunder viceborgmester Johannes Kristensen, for sit arbejde og lederskab, selvom han har været genstand for politisk kritik.
Rekrutteringen af en ny kommunaldirektør ses som en vigtig opgave for byrådet, der skal sikre fortsat positiv udvikling i kommunen.
Selv om Søren Bonde har været genstand for politisk kritik, er der rosende ord fra flere af kommunens toppolitikere, efter det er kommet frem, at han stopper som kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune.
Viceborgmester Johannes Kristensen (C) lægger ikke skjul på, at han har haft et godt samarbejde med den afgående kommunaldirektør.
- Jeg synes, han har gjort et godt stykke arbejde. Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Søren, og jeg oplever ham som en knalddygtig fyr, siger Johannes Kristensen.
Ifølge viceborgmesteren kom beslutningen om Søren Bondes stop heller ikke bag på ham.
- Det kom egentlig ikke bag på mig. Det var ikke noget, jeg konkret vidste, men jeg havde godt en fornemmelse af, at det kunne ske, siger han.
- Jeg har ikke oplevet, at linjerne mellem det politiske niveau og administrationen har været uklare. Jeg synes, administrationen har gjort det, de har fået besked på, og det er jo også deres opgave, siger han.
Han anerkender samtidig, at Søren Bonde er en markant leder.
Viceborgmester Johannes Kristensen (C) roser samarbejdet med Søren Bonde og kalder den afgående kommunaldirektør for både dygtig og professionel. Foto: PatrickKirkbyPatrickKirkby.com
- Søren er en stærk person og en stærk leder, men det skal man også være som kommunaldirektør. Det er ikke hvilken som helst stilling, siger viceborgmesteren.
Magten skal samles op
Også Bob Richard Nielsen (DD), der er formand for Landdistrikts-, Bosætnings- & Medborgerskabsudvalget og medlem af Økonomi- & Erhvervsudvalget, peger på Søren Bondes erfaring og overblik som en styrke.
- Når man har en så kompleks organisation som en kommune, er der brug for en direktør med det store overblik. Det er ikke en pølsefabrik - det er en meget kompleks virksomhed, siger Bob Richard Nielsen.
Han peger på, at magt og ansvar uundgåeligt bliver placeret et sted, hvis ikke politikerne selv udfylder rummet.
Bob Richard Nielsen (DD), formand for Landdistrikts-, Bosætnings- & Medborgerskabsudvalget, fremhæver Søren Bondes erfaring og overblik efter meldingen om kommunaldirektørens stop. Foto: PatrickKirkbyPatrickKirkby.com
- Der er ikke noget tomrum i magten. Hvis politikerne ikke tager den, er der nogen, der er nødt til at samle den op. I den situation har Søren Bonde og forvaltningen hjulpet os, siger han.
Annonce
Fokus på næste kapitel
Begge politikere peger på, at rekrutteringen af en ny kommunaldirektør bliver en vigtig og spændende opgave for byrådet.
- Den vigtigste opgave for en ny kommunaldirektør bliver at vejlede byrådet og borgmesteren og være med til at fastholde den positive udvikling, kommunen er i, siger Johannes Kristensen.
Søren Bonde har selv oplyst, at han fratræder sin stilling med udgangen af april. Han har afvist, at beslutningen hænger sammen med den kritik, der har været rettet mod ham, og forklarer, at beslutningen har været undervejs i længere tid.