Frustration i Guldborgsund: Hvem styrer egentlig kommunen?
Byrådsmedlemmer i Guldborgsund Kommune føler, at kommunaldirektøren har for meget magt, hvilket skaber frustration blandt de folkevalgte.
Havneprojektet i Nykøbing er et centralt emne, hvor politikerne føler sig sat uden for indflydelse, og spørgsmålet om magtbalancen mellem politikere og embedsværk er blevet aktuelt.
I en
kommune er det de folkevalgte byrådsmedlemmer, der bestemmer. Eller sådan burde
det være. Men sådan opleves det ikke altid i Guldborgsund Kommune. Det fortæller en række
byrådsmedlemmer fra hele det politiske spektrum, som Folketidende har talt med
de seneste dage. Og
mens de måske ikke deler ståsted politisk, kan de blive enige om én ting.
Guldborgsund Kommune har en stærk kommunaldirektør. Flere folkevalgte
beskriver et byråd, hvor de store linjer lægges i forvaltningen, og hvor det
ikke er unormalt, at politikerne blot godkender beslutninger, der allerede er
truffet.
Ophedet møde om havneprojektet
Især håndteringen af
havneprojektet har fået frustrationen til at vokse. Senest på et lukket møde i
Erhvervs- og Udviklingsudvalget, hvor bølgerne gik højt.
Mens
kommunaldirektøren løfter opgaven med helhedsplanen, som politikerne har givet
ham, føler de selvsamme politikere sig paradoksalt nok sat uden for
indflydelse. En udvikling, der især er sket gennem den seneste valgperiode. Nu
– få dage før valget – rejser debatten et mere grundlæggende spørgsmål: Hvem
styrer egentlig Guldborgsund Kommune – de folkevalgte eller embedsværket?
Fra Sønderborg til Nykøbing: Erfaring med havneudvikling
Annonce
For at forstå, hvad
der foregår bag de lukkede døre, taler Folketidende med en række
byrådsmedlemmer til baggrund. Ingen ønsker at stå frem med navn, men alle deler
gerne deres erfaringer med at samarbejde med kommunaldirektøren. Der tegner sig
et billede af en arbejdsom person, der er fagligt dygtig, skarp og med styr på
den kommunale styrelseslov. En dreven kommunaldirektør, som man ikke løber om
hjørner med.
Illustrationer viser planerne for havnen i Nykøbing F. Her skal være boardwalk, hotel, boliger og et nyt rådhus. Illustration: Guldborgsund.dk/havnebyen
Søren Bonde har da
også mange års erfaring at trække på. Guldborgsund Kommune er ikke den første,
hvor der står på kommunaldirektør i mailsignaturen. Det stod der også i
Tommerup og senest i Sønderborg, hvor han på embedssiden stod i spidsen for at
udvikle erhvervshavnen til et attraktivt område med blandt andet et
multikulturhus, et 19 etager højt hotel og moderne boliger med udsigt. Også
havneprojektet i Nykøbing har fra starten haft stor opmærksomhed fra
kommunaldirektøren. Siden helhedsplanen blev vedtaget i 2021 er der blevet
arbejdet på at finde en investor, der ville købe grundene i havnen og opføre et hotel, boliger og et kontorbyggeri, som undervejs er blevet
udpeget til at være nyt rådhus. Den ændring skete, da det ville koste et
trecifret millionbeløb at renovere det nuværende rådhus på Parkvej og indrette
det, så medarbejderne fra Jobcenteret kunne rykke ind, da deres domicil i
Dronningensgade er utidssvarende.
Ankestyrelsens afslag sendte havneplanen tilbage til
start
Efter at have afsøgt
markedet gennem tre år lykkedes det at finde en interesseret investor i det
aarhusianske selskab Dansk Arealudvikling. En god nyhed, man annoncerede i en
pressemeddelelse i maj 2024. Men præmissen for at aftalen kunne føres ud i livet
var, at kommunen kunne få en dispensation for udbudsreglerne. Til stor
overraskelse fik man afslag fra Ankestyrelsen i december 2024 med besked om, at
man skulle følge gældende lovgivning og sende projektet i udbud. Det skete den
8. maj. Den 26. maj stiftede Dansk Arealudvikling selskabet NF Havneudvikling.
Den 10. juni udløb fristen. Men da der kun var én byder, blev projektet
sendt i udbud igen. I øvrigt helt efter de tildelingskriterier, som byrådet havde besluttet.
Anden udbudsperiode løb så henover sommerferien fra 7. juli til
25. august. Denne gang meldte der sig mere en én byder på banen. Oprindeligt
havde man fra byrådets side et ønske om, at byggestart skulle have været i maj. Nu har man travlt, hvis man skal nå at godkende, hvem der får opgaven, før et nyt byråd
konstituerer sig. Efter at man i administrationen
har vurderet ansøgningerne ud fra de tildelingskriterier, som politikerne har
besluttet, indstiller forvaltningen til politikerne at vælge mellem to bud.
Først skal sagen behandles i Erhvervs- og Udviklingsudvalget, derefter i
Økonomiudvalget og den endelige beslutning ligger så i byrådet. Men så kom
dagen for det føromtalte møde i Erhvervs- og Udviklingsudvalget.
Opgør bag lukkede døre
Onsdag den 8.
oktober klokken 13.30 mødtes udvalget på Parkvej. Det eneste, der var på
dagsordenen, var at vælge en vinder af udbuddet. Valget stod ifølge Folketidendes oplysninger mellem det lokale MSE og Dansk Arealudvikling. Vinderen skal opføre det
rådhus, hvor kommunen skal leje sig ind på en 30-årig lejekontrakt. Nogle ankom
til mødet i den tro, at man skulle vælge en budvinder og sende sagen videre til
Økonomiudvalget. Sådan gik det ikke. Nogle af
udvalgets medlemmer satte foden ned, for de mente ikke, at sagen var belyst grundigt nok til at træffe en så
afgørende beslutning. De efterspurgte rentabilitetsberegninger, som kunne vise, hvor god eller
dårlig en forretning grundsalget ville være for kommunen og dens skatteborgere.
Og konkrete oplysninger
om den fremtidige økonomi i et nyt rådhus, herunder den årlige leje, som ifølge
Folketidendes kilder ikke fremgik af materialet, førte til en ophedet
meningsudveksling, lyder det.
Og så kom det til
afstemning. På det fuldtallige møde endte borgmesteren med at være den eneste,
der stemte for at sende sagen videre til Økonomiudvalget. Imod stemte seks. Ifølge beretninger
forlod kommunaldirektøren mødet tydeligt utilfreds med
afstemningsresultatet. Økonomiudvalgets
møde dagen efter blev ikke til noget.
Trods dramatikken
ventes udfaldet af mødet den 8. oktober kun at blive et lille bump på vejen.
Går det som planlagt, kan salget godkendes den 24. november i Erhvervs- og
Udviklingsudvalget, der kan sende den videre til Økonomiudvalgets møde den 1.
december, og dermed kan byrådet lige nå at give aftalen det endelige stempel den
11. december. Herefter kan man offentliggøre vinderen af projektet. Lige akkurat i
tide, før det nye byråd tager over.
Men hvordan kan det
komme så vidt, at et politisk udvalg ikke oplever selv at have magten? Som en
kilde formulerer det: Der er ikke noget tomrum i magten. Hvis ikke politikerne
værner om deres politiske spillerum, udfylder kommunaldirektøren det. Flere erkender,
at samspillet mellem en stærk forvaltning og et politisk byråd, hvor nogle har
mere erfaring end andre, kan skabe gnidninger. Nogle beskriver samarbejdet som
kontant og direkte med en kommunaldirektør, der tydeligt markerer, når han
mener, at politikerne bevæger sig ind på driftsområdet. Flere byrådsmedlemmer
beskriver en kommunaldirektør, der kan virke meget styrende i samarbejdet og
som, hvis han er trådt over på den politiske banehalvdel, kun træder tilbage på
sin egen, hvis han møder tydelig eller samlet modstand fra politikerne.
Når politikerne i
nogle tilfælde ikke griber ind, kan det skyldes en oplevelse, der deles af
flere. Man føler sig ikke altid tilstrækkeligt informeret og store mængder
materiale sendes ud kort før møder. Det gør det vanskeligt, at have tid
nok til at sætte sig ordentligt ind i en sags substans.
Borgmesteren taler om
en større refleksion over samarbejdet mellem politik og administration. Det er
en overvejelse, som flere medlemmer af det kommende byråd også kan få gavn af —
særligt den kommende borgmester. En tydelig og konsekvent politisk linje kan
nemlig styrke samarbejdet og mindske risikoen for uklarhed om, hvor
beslutningerne træffes.
Folketidende har forelagt Søren Bonde kritikken af den måde, han forvalter sit job på, og som en, der tager et tomt magtrum, hvis politikerne ikke udfylder det. Vi har også forelagt ham, at nogle byrådsmedlemmer ønsker ham udskiftet.
- Det har jeg ikke nogen kommentar til, lyder det fra kommunaldirektøren.
Seneste artikler
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Sundhedsminister efter Lolland-besøg: - Jeg får da lyst til at flytte herned
Kvinde amok på betjente
Annonce: Sådan vælger man den rette bilforhandler i Slagelse til køb, bytte og service
Ombudsmand beder om nyt svar i sag om avisboykot
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Nu indtager de Bjørneskoven
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser