Simon Hansen (S) går efter at få fire år mere som borgmester i Guldborgsund Kommune. Foto: Michael Patrick Larsen
Simon ser tilbage på fire år ved roret: - Jeg skulle have sat mig noget kraftigere i stolen
De første fire år som borgmester lakker mod enden for Simon Hansen (S). Han indrømmer, at han i begyndelsen skulle have grebet rollen anderledes an. Og så erkender han, at man har svigtet de allervigtigste - kommunens børn og unge.
Simon Hansen (S) går efter endnu en tørn som borgmester i Guldborgsund Kommune.
Han understreger vigtigheden af at investere i børn og unge for at forbedre kommunens fremtid.
Han ønsker at inddrage borgerne mere i politiske beslutninger gennem borgersamlinger for at styrke sammenholdet og retningen i kommunen.
Han reflekterer over sin første periode som borgmester og erkender, at han skulle have været en mere tydelig leder i starten.
Nogle få centimeter over hjertet sidder det sirligt placerede emblem. Simon Hansen bærer kommunelogoet, hvor han end færdes – det gulrøde skib, der forbinder Lolland og Falster på hver side af Guldborg Sund og samler dem i ét.
Skibet sejler videre efter den 18. november. Og den socialdemokratiske borgmester håber, at det bliver med ham som kaptajn ved roret.
For det har aldrig ligget fjernt for ham at tage ansvar. Allerede som ganske ung blev han frivillig i sin lokale fodboldklub, B. 1921, og senere formand i klubben, der i dag er en del af Nykøbing FC.
Om han er at finde på boldbanen eller i byrådssalen, er han drevet af det samme:
- Jeg vil gøre en forskel for andre.
Annonce
Det allervigtigste
Men sejlturen bliver ikke i rolig sø.
Guldborgsund Kommune hører til blandt landets 22 “vanskeligt stillede” kommuner.
Når man kigger på sundhed, uddannelse og andelen på overførselsindkomst, ligger kommunen i den tunge ende.
Hvis udviklingen skal vendes, starter det ét sted, slår borgmesteren fast.
Blå bog
Simon Hansen er 39 år.
Bor i Nykøbing, hvor han har boet, siden han var fire år.
Bor sammen med sin kæreste og tre børn fra tidligere ægteskab. De er ni, seks og fire år gamle.
Har været byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune siden 2011.
Har været borgmester siden 1. januar 2022.
- For mig er det allervigtigste vores børn og unge.
Der er noget, vi har misset fuldstændigt som politikere – både lokalt og på Christiansborg.
Vi har accepteret, at så mange går ud af skolen uden at være klar til at komme i job eller uddannelse.
Det dur simpelthen ikke, siger Simon Hansen og fortsætter:
- Igennem rigtig mange år har vi svigtet og ikke investeret nok.
Vi kan bare se på tallene.
Vi er nødt til at sætte endnu mere ind på den tidlige indsats, når børnene er helt små.
Det skylder vi.
Han fremhæver, at kommunen allerede i det kommende budget giver 20 millioner kroner til skoleområdet, mens der er fundet fem millioner til dagtilbudsområdet oven i de ti millioner, kommunen i forvejen modtager fra staten.
- Hvis de kommer i job, så ender de ikke på offentlig forsørgelse.
Hvis vi giver dem en god skolegang og lærer dem at blive hele mennesker – så kan vi forhåbentlig også lære dem at få en sundere livsstil, end det vi kan se i alle mulige prognoser for fremtiden.
Komme frygten i forkøbet
Stemmeslugerne
Ved seneste kommunalvalg i Guldborgsund Kommune var der tre - og så alle de andre.
René Christensen (dengang O, i dag M), John Brædder (L) og Simon Hansen (S) løb med suverænt flest personlige stemmer ved valget i 2021.
I "Stemmeslugerne" går vi tæt på de tre spidskandidater, som alle drømmer om at få borgmesterkæden rundt om halsen i de kommende fire år.
Sidst fik Simon Hansen tredjeflest med 3.342 stemmer. Han endte i borgmestersædet.
Et skib sejler bedst med glade og trygge passagerer ombord.
Annonce
Netop tryghed - eller manglen på samme - er noget, Simon Hansen nævner, når han ser tilbage på de seneste fire år.
- Det ærgrer mig, at den grønne omstilling skaber en kløft mellem borgerne og politikerne, siger han.
Han er blevet klogere på, at energiprojekter fremover bør behandles hurtigere politisk, så man undgår utryghed.
For mig er det allervigtigste vores børn og unge.
Simon Hansen (S), borgmester Guldborgsund Kommune
- Vi har brug for tidligere at sige fra over for projekter, vi ved ikke bliver en realitet i den størrelse, de præsenteres, siger han med henvisning til blandt andet Agerup Energipark ved Våbensted.
- Hvis vi tidligere i processen var tydelige, kunne vi måske få borgerne med på rejsen, siger han.
Lytte endnu mere
Generelt ønsker han at få borgerne endnu tættere på broen, når der skal tages politiske beslutninger.
- Det allerførste, vi skal gøre, som nyt byråd, er
at finde ud af, hvor kommunen skal bevæge sig hen de næste 10-15 år. Og så tror jeg, vi har behov for at tage borgerne med
ombord på en anden måde, end vi har gjort.
- Vi skal have dem endnu tættere på det, vi arbejder med politisk. Det skal struktureres og formaliseres, forklarer han.
Han fortæller, at han føler sig inspireret af andre kommuner, hvor man har såkaldte borgersamlinger.
Annonce
Borgmester Simon Hansen havde i sidste weekend røde roser med til vælgerne. Arkivfoto: Asger Andersen
- Man udvælger et repræsentativt udsnit af
borgerne og inviterer dem ind til at være med til at drøfte konkrete
problemstillinger. Det kunne være helt vildt spændende at gøre her, siger borgmesteren.
Ny med kæden
Efter fire år ved roret er Simon Hansen også blevet klogere på sig selv. For det er altid vigtigt, at standse op og reflektere over sin kurs, mener han.
- Hvis jeg skulle gøre noget om, skulle jeg have været mere tydelig i starten – både over for det administrative niveau og det politiske niveau. Jeg skulle have sat mig noget kraftigere i stolen, end jeg gjorde, siger han.
Han har ingen konkrete eksempler, men forklarer, at der snarere er tale om "en større refleksion".
- Jeg skulle have været mere klar omkring, hvad
jeg vil have sat i gang, og hvad jeg gerne ville have mine politiske kollegaer til. Jeg skulle nok have haft lidt mere power i starten – men hvordan pokker griber man den rolle an? spørger han retorisk og understreger, at det er vigtigt at finde sin egen vej i gamet.
Tydelige investeringer
Når Simon Hansen vender kikkerten frem mod en ny byrådsperiode, handler det om retning og sammenhold. Han har et løfte, hvis det bliver til genvalg.
- Så laver jeg fire budgetter i næste byrådsperiode, hvor der er tydelige investeringer i vores velfærdsområde. Det er noget, hvor der både bliver sat nogle penge af, man kan mærke, men hvor der også er noget retning på, hvad det er, vi gerne vil have for de penge, siger han.
René Christensen (før O, nu M), Simon Hansen (S) og John Brædder (L) var de store stemmeslugere ved seneste valg. Arkivfoto: David Arnholm
Han vil ikke sætte beløb på, men henviser til de seneste investeringer på børneområdet som tydelige. Og så fremhæver han vigtigheden af at fortsætte arbejdet med at øge bosætning og skabe arbejdspladser for at sikre kommunens økonomi og de nødvendige investeringer.
Annonce
Håbet er at ende med en bred konstituering, hvis han får lov at fortsætte med kasketten på.
- Jeg afviser ikke nogen på forhånd. Vi vil allerhelst se, om vi kan samle så bredt et flertal som muligt. Det er på den måde, kommunen står bedst, siger Simon Hansen.
Det gulrøde skib sejler videre efter den 18. november.
Spørgsmålet er blot, hvem vælgerne peger på, inden det stævner ud.
Seneste artikler
Annonce: Sådan vælger man den rette bilforhandler i Slagelse til køb, bytte og service
Ombudsmand beder om nyt svar i sag om avisboykot
Nu indtager de Bjørneskoven
Ekspert: Lolland vil være fattig i årtier
Annonce: Ledelsesrådgivning med fokus på sammenhæng og udvikling i danske organisationer
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri