RV25

Benny Damgaard (DD) smed et lokalt medlem af regionsrådet ud til det første møde. Arkivfoto: Ingrid Riis

Skrækstart på mødet: Benny smed hende ud

Til det første regionsrådsmøde endte to lollikkere i centrum for rådets første drama. Men der er ingen sure miner forsikrer de begge.

Offentliggjort

Mødet startede, desværre var Iben Krog (V) ikke mødt op til det første regionsrådsmøde. Det betød, at suppleant Kåre Splid (V) i stedet tog hendes plads.

- Det var en af de morgener, hvor alt der kunne gå galt, gik galt. Kald det en Tycho Brahe-morgen. Mine to kære drenge, ville ikke ud af døren. Jeg tænker, at alle forældre kan huske de morgener, hvor alt bare går skævt med to små børn, siger Iben Krog (V) og fortæller, at det betød et misset tog efterfulgt af et forsinket back up tog.

Iben Krog (V) kom desværre for sent til det første regionsrådsmøde. Foto: Thomas Howalt Andersen

- Jeg er stadig så ærgerlig over, at jeg kom et kvarter for sent, men jeg er også kun et menneske, og jeg er desværre heller ikke herre over DSB, siger venstrekvinden.

Kåre Splid (V) sad som suppleant til de første to punkter på dagsordenen, og da Iben Krog (V) mødte op til det tredje, listede Kåre Splid ud og Lollands venstre-mandat listede ind.

Regelrytteren

Men så bad Benny Damgaard (DD) om ordet.

- Der er nogle regler, der gør, at når man indkalder en suppleant, skal suppleanten være der hele mødet. Man kan ikke bare have en suppleant til nogle punkter og så gå ud igen. Det undrede mig. At det så var Iben Krog, det ærgrer mig, det var jeg faktisk rigtig ked af, siger Benny Damgaard (DD).

Han forklarer, at han ikke ville pointere udskiftningen for at smide Iben Krog ud, men for at være sikker på, at han forstod reglerne korrekt.

- Havde reglerne været anderledes, havde jeg bare rettet ind. Det var drønærgerligt, at det skulle gå, som det gik, siger danmarksdemokraten.

Administrativ uenighed

Iben Krog (V) måtte tage sine ting og forlade mødet og lade Kåre Splid (V) sætte sig på pladsen igen. 

Det havde ikke været et problem med indskiftningen, hvis det ikke var blevet pointeret, mener Iben Krog (V).

Benny Damgaard (DD) oplevede, at det var juristerne fra de to gamle regioner, der ikke var enige om proceduren.

- Jeg oplevede ingen uenighed mellem administrationerne. Forvaltningen tog pænt imod mig, da jeg ankom til regionsrådsgården, og en chefjurist sendte mig ind i mødet efter de havde færdigbehandlet det første punkt. Jeg fulgte juristernes og forvaltnings rådgivning, siger hun.

- Jeg er virkelig ked af, at jeg kom for sent, men jeg håber, at vi kan skabe en politisk kultur, hvor der er mere rumlighed for alle stadier i livet - også yngre mennesker med små børn, siger Iben Krog (V).

Ingen sure miner

De to regionsrådspolitikere talte kort efter mødet, hvor de blev enige om, at den Lolland-Falstringske kaffeklub, der består af Iben Krog (V), Benny Damgaard (DD), Torben Klitmøller Hollmann (S) og John Hansen (S) skulle mødes tidligere på dagen til det næste regionsrådsmøde.

Begge forklarer, at stemningen mellem dem stadig er god.

Er der en del af dig, der føler en smule fryd for, at det er dit gamle parti Venstre, der begik en fodfejl?

- Nej. Det er der ikke. Det er ærgerligt, at det var mit gamle parti og Iben, det gik ud over, det var noget lort. Men vi politikere bliver nødt til at markere os over for administrationen og vise, at vi godt kan reglerne, siger Benny Damgaard (DD).

Også hos Iben Krog (V) er der ingen nag at spore.

- Jeg vil mene, at det fortsat er god stemning. Dialogen, som det politiske arbejde bygger på, er i fuld gang, og det samme er jeg, siger Iben Krog (V).