KV25

Dansk Folkeparti med Allan Blak i front er blevet større end Venstre. Arkivfoto: Nicklas Linnemann

Reagerer på splittelse: - De har været en torn i siden på os

Som formand for DF Lolland er Allan Blak nærmest lettet over især to medlemmers udmeldelse af partiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

At Frederik Mortensen, Dansk Folkepartis unge navn til kommunalvalget i Lolland, nu forlader partiet, peger på, at der stadig lurer med problemer i Dansk Folkeparti Lolland.

Den unge kandidats udmelding kom bag på partiformand Allan Blak (DF), men Frederik Mortensen er ikke det eneste medlem, der har trukket sig fra partiet efter valget.

- Der er fire, der har trukket sig. Den ene var jo suppleant og Frederiks mor. Og så var der et ægtepar, Hanne og Henrik. At Hanne og Henrik trak sig, det kom sådan set ikke bag på mig. Men at Frederik trak sig, det kom bag på mig, siger partiformanden og kommende byrådsmedlem Allan Blak (DF).

Trækker på skuldren

Grunden til at ægteparret trak sig, mener Allan Blak, at være fordi, Holger Schou Rasmussen (S) deltog til et forhandlingsmøde på rådhuset, som Dansk Folkeparti var en del af.

Det kunne de ikke leve med, derfor har de trukket sig, lyder forklaringen fra spidskandidaten. Han pointerer, at den afgående borgmester kun var i lokalet for at få overrakt forhandlingspapiret, som de andre partier sad med.

- Jeg synes, det var en lidt dårlig begrundelse for, hvorfor de ville trække sig. Men de har heller ikke rigtigt bidraget med noget i vores bestyrelse. Og man kan sige, at vi har nærmest følt, at de har været en torn i siden på os, siger Allan Blak om ægteparret "Hanne og Henrik".

Øv med Frederik

Men er du mere ærgerlig over, at Frederik Mortensen stopper?

- Ja, det er jeg. Fordi han også har været kandidat, og han har jo været medlem af DFU i rigtig mange år. Jeg har snakket med ham siden valget i 2021. Og vi har altid snakket godt sammen, siger Allan Blak om Frederik Mortensens udmelding.

Formanden for DF Lolland har dog intet imod Frederik Mortensen, understreger han.

- Jeg er egentlig glad for, at han ikke nåede at blive medlem af byrådet. Frederik (Mortensen) mener, at han ikke har magtet eller haft overskud til at sidde i DF´s bestyrelse. Og jeg tænker, at hvis han ikke har det, så kan han heller ikke have overskud til at sidde i byrådet, lyder det kontant fra Allan Blak (DF).

Genkender Frederik ikke

Men, at Frederik Mortensen ikke skulle have magtet bestyrelsesarbejdet forstår han ikke.

- Som tidligere nævnt, trak jeg mig fra bestyrelsen, fordi der var for meget intern uro og stridigheder mellem parterne. Og jeg sidder ikke i en bestyrelse med så meget intern uro, siger Frederik Mortensen.

- Ikke fordi jeg var træt eller manglede overskud til mit bestyrelsesarbejde. Den udtalelse må Allan tage på sin egen kappe, siger den unge nu partiløse politiker.

Samtidig fortæller Frederik Mortensen, at humøret har været højt siden sin udmeldelse, og at flere partier er kommet med tilbud til den unge politiker. Men han ved stadig ikke, hvad fremtiden bringer.