KV25

Formand for Dansk Folkeparti, Allan Blak, på vej til forhandlinger. Foto: Nicklas Linnemann

Sprækker i DF-bagland: - Hvor fanden har du hørt det?

Problemerne spøger igen i DF. Igen er det interne stridigheder, der betyder, at ung stemmesluger smutter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvorfor er du stoppet i DF Lolland?

Sådan starter interviewet omkring nye problemer for Dansk Folkeparti Lolland. Efter kommunalvalget i 2021, håbede flere DF-profiler, at problemerne var bag dem, efter Eric Steffensen tog DFs eneste mandat med over til Socialdemokratiet og gav Holger Schou Rasmussen (S) flertal alene. Men i dag begynder nye sprækker at pible frem.

Frederik Mortensen deltog til et online vælgermøde på Folketidende Live i valgkampen. Foto: FT.

- Kort sagt, både før og efter valget, har der været en del uro internt. Der har været nogle interne stride, kan man sige, forklarer Frederik Mortensen, der var Dansk Folkepartis unge navn til kommunalvalget 2025, men som nu forlader partiet.

Valget gik virkelig godt for den unge kandidat. Frederik Mortensen fik næstflest stemmer i partiet, og Dansk Folkeparti sikrede to mandater, men det bliver ikke ham, der skal sidde ved siden af spidskandidat Allan Blak (DF), når byrådet starter.

Det skal Mikael Andersen, der fik 90 personlige stemmer mod Frederik Mortensens 133. Men fordi Dansk Folkeparti bruger en opstillingsmetode, der hedder partiliste, er det ikke stemmerne, der afgør, hvem der får mandatet. I stedet bliver mandaterne uddelt efter, hvilket nummer man står på listen.

Borgmesteren

Har det noget at gøre med, at DF stillede op som partiliste?

- Overhovedet ikke, overhovedet ikke. Man kan sige, at jeg ikke er kommet i byrådet, det er spillets regler. Og det har jeg også sagt til alle, der har spurgt. Fordi der er ret mange, der ikke forstår, hvorfor jeg ikke er kommet ind. Folk siger: "Du fik jo flere stemmer end nummer to", siger Frederik Mortensen (DF).

- Efter valget får jeg nogle ting at vide, som gør, at det der, det kan jeg ikke stå indenfor. Så er jeg nødt til at trække stikket, siger Frederik Mortensen.

Jeg har hørt, at det skulle have noget at gøre med forhandlinger med Holger Schou Rasmussen (S). Er det korrekt?

Frederik Mortensen fik næstflest stemmer for partiet, men blev ikke valgt ind. Pressefoto

- Det lyder spændende. Hvor fanden har du hørt det?, siger Frederik Mortensen.

- Jamen, det er klart, at der er noget i forhold til forhandlingerne. Det er ikke primært derfor, at jeg trækker mig. Jeg trækker mig, når tingene begynder at blive for underlige, når der er for meget uro. Fordi vi sidder ikke i politik for at gøre livet surt for hinanden. Vi sidder jo i det, fordi man gerne vil lave de bedste løsninger, siger den unge kandidat.

Politisk forum

Valget gik så godt, at det har giver Frederik Mortensen blod på tanden. Han har lyst til at fortsætte i politik, men han ved endnu ikke, hvordan det præcist bliver. Derfor har han startet sit eget politiske forum - det lyder lidt som en hvis Lars Løkke.

Har du øjnene rettet mod at blive medlem af Moderaterne,  og starte det op på Lolland?

- Overhovedet ikke. Det kommer aldrig på tale. Med al respekt for manden og hans politiske virke, så er det i hvert fald ikke et sted, jeg kan se mig selv. Det kan jeg sgu ikke, siger Frederik Mortensen og lyder helt chokeret over spørgsmålet.

Hvis han var blevet valgt for Dansk Folkeparti ville han skulle have truffet en svær beslutning, fordi man skriver under på, at man ikke tager et mandat med sig, hvis man forlader partiet.

Frederik Mortensen understreger, at det er for tidligt at sige, om han starter sit eget parti, eller bliver en del af et andet parti. Frederik Mortensen elsker stadig Dansk Folkeparti og kommer til at stemme på dem til folketingsvalget, men problemerne i lokalafdelingen kan han ikke leve med.