Krimi

Træfældning på Kaløvej: Politiet gentager opfordring

Ring 1-1-4, hvis du ligger inde med viden om fældningen af det træ, der væltede ud på en vej nær Sakskøbing.

Det var et kæmpe egetræ, der midt om natten væltede ud over Kaløvej - fældet af fire unge med en motorsav. Foto: Mark Danielsen

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søger vidner til en mulig bevidst træfældning på Kaløvej ved Sakskøbing natten til lørdag.

Det siger vagtchef Kasper Skotte mandag formiddag.

- Vi søger stadig vidner eller folk, der måtte ligge inde med viden om, hvad der er foregået, siger vagtchefen.

- De skal ringe 1-1-4.

Natten til lørdag fik politikredsen en anmeldelse om et væltet træ.

Ingen kom til skade i forbindelse med hændelsen.

Lørdag oplyste politiet, at det efterforsker, om træet er blevet fældet forsætligt.

Folketidende har talt med  Mark Danielsen, der kom kørende på vejen, og som anmeldte hændelsen til politiet.

Han mener, at træet blev fældet bevidst og siger til mediet, at en forankørende bilist så fire unge mænd med en motorsav.

Tidligere har en sag om træfældning i Sorø tiltrukket sig stor opmærksomhed.

Her blev en gruppe mænd dømt i sagen, hvor et 35 meter højt grantræ blev fældet ud over en landevej, hvor det landede på en 55-årig mands bil.

Manden, som var efterskolelærer, døde på stedet.

Det sidste punktum er ikke sat i sagen fra Sorø, da den er anket til landsretten.

/ritzau/