Sport

Team Sydhavsøernes sportschef Morten Juul. Arkivfoto: Kim Nielsen, KonceptLab

TSØ-sportschef: - Nu går vi efter top 3

Team Sydhavsøerne er nu halvvejs gennem grundspillet og ligger med i toppen af 1. division. Det skal de også gerne, når grundspillet slutter, mener sportschefen.

Offentliggjort

Det går godt på banen for Team Sydhavsøerne i øjeblikket.

Landsdelens håndboldflagskib på herresiden har blot tabt én ud af de seneste seks kampe og ligger aktuelt på andenpladsen i 1. division - omend man har spillet en kamp mere end de nærmeste konkurrenter.

Det eneste nederlag, holdet har lidt i snart halvanden måned, var til rækkens førerhold Skive fH.

Lollikkerne har netop passeret midtvejspunktet i kampprogrammet og har dermed mødt alle hold. Og med 20 point på kontoen ud af 28 mulige efter 14 kampe er sportschef Morten Juul begyndt at rette blikket mod de placeringer, der kan bringe holdet i spil til en mulig oprykning til Bambuni Herreligaen.

- Der tegner sig efterhånden et billede af en top 4-5, hvor vi er et af holdene, så selvfølgelig er målet nu at spille med om top 3 - især med de tilknytninger, vi har lavet, siger Morten Juul med henvisning til eksempelvis Frederik Horn, der først blev indlemmet i truppen for nogle uger siden, men allerede er blevet en markant profil.

Sportschefen maner dog også til besindighed.

- Vi har også haft det svært mod nogle af holdene fra den lave ende af rækken, påpeger han.

Team Sydhavsøerne mangler endnu fire kampe, som skal spilles i løbet af 15 dage i december, før holdet kan gå på jule- og nytårspause.

- Det vigtigste for os lige nu er at få afviklet de sidste kampe inden jul godt og høste så mange point som muligt. Derefter skal vi bruge dem kampfri periode på at gøre os klar til kampene efter nytår.

- Det er gået bedre, end vi havde regnet med, og det er meget glædeligt. Det giver også flere muligheder i forhold til at sammensætte truppen til næste sæson, siger Morten Juul.

Team Sydhavsøerne spiller den sidste kamp inden jul 20. december. Derefter er der kamppause frem til 6. februar på grund af EM i herrehåndbold.

Vinderen af 1. division rykker direkte op i ligaen, mens nummer to og tre skal spille kvalifikationsspil om oprykning.

Læs også:  Team Sydhavsøerne vinder dramatisk målorgie