Sport

Turpal Bisultanov bryder i græsk-romersk stil i vægtklassen op til 87 kilo. Han vandt sidste år OL-bronze og har derudover både VM- og EM-medaljer på cv'et. (Arkivfoto).

Turpal er i VM-kvartfinalen

Den danske bryder Turpal Bisultanov er efter lørdagens VM-ottendedelsfinale fortsat ubesejret i 2025.

Der er store forventninger til Turpal Bisultanov fra Nykøbing ved VM i brydning i Kroatien, og i ottendedelsfinalen lørdag levede danskeren op til favoritværdigheden, da han slog polske Szymon Szymonowicz med 5-0.

Den danske bryder, der er ubesejret i 2025 og vandt OL-bronze i fjor, er andenseedet ved VM, og han gik derfor direkte ind i ottendedelsfinalen.

Her var det et højt løft fra Bisultanov, hvor han smed sin polske modstander ud af madrassen, der dannede grobund for sejren.

Løftet kom fra en såkaldt parterre, hvor man ligger på gulvet, og modstanderen har en fordel.

I kvartfinalen senere lørdag venter Milad Valerikovich Alirzaev fra Rusland.

Bisultanov, der bryder i græsk-romersk stil i vægtklassen op til 87 kilo, har ikke deltaget i VM siden 2022, hvor han kæmpede sig til en sølvmedalje i Beograd. Samme år blev det også til EM-guld.

Danskeren har stadig til gode at tabe en kamp i 2025. I april sprang han EM over for at være i bedst mulig forfatning til denne weekends VM i Zagreb.

/ritzau/