Lolland
Udvalgsformand Martin Boesen (S) måtte bede byrådet om en tillægsbevilling til fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalget, fordi der ved en fejl var sparet alt for mange penge. Arkivfoto: Flemming Keith Karlsen
Flemming Keith Karlsen
Udvalgsformand lægger sig fladt ned: - Det var sgu en ommer
Martin Boesen (S) vedkender, at det var hans ansvar at få stoppet krav til de frivillige foreningsmedlemmer.
Allerede da Lolland Kommune i februar meldte ud til brugerne af flere kommunale haller, at de skulle til selv at tage ansvar for den daglige drift, forventede udvalgsformand Martin Boesen (S), at der ville komme ændring i kravene til foreningerne.
Jeg fortryder, at jeg ikke fik gjort det, for så ville vi have fundet besparelserne på andre måder.
Martin Boesen (S)
Gennem budgetforhandlingerne var fritids-, kultur- og folkesundhedsudvalget i Lolland Kommune blevet pålagt en besparelse på 1,5 millioner kroner, og skulle pengene ikke findes ved lukning af idrætshaller, var der behov for at tænke alternativt.
Pengene blev derfor fundet ved nedlæggelse af to halinspektør-tider, reduktion i rengøringen og lukning af halvdelen af omklædningsrummene i flere kommunale haller.
Utryghed og øget arbejdspres
Protesterne kom prompte fra foreningerne. Både fordi de frivillige pludselig følte sig pressede til opgaver, som ikke burde være deres, og fordi det hele skulle træde i kraft nærmest fra dag til dag.
Da forvaltningen evaluerer besparelserne hen over sommeren, er det da også en nedslående konklusion for tiltaget:
"Besparelsen har haft utilsigtede konsekvenser – både praktiske, arbejdsmiljømæssige og sikkerhedsmæssige – for ansatte, skoler og foreninger. Dette inkluderer utryghed, øget arbejdspres, lavere brugerengagement og sociale udfordringer for børn og unge," lyder det i den kommunale forvaltnings sagsfremstilling.
Formanden fortryder
Martin Boesen erkender, at politikerne burde have handlet anderledes.
- Som formand må jeg tage beslutningen på mig og sige, at det var sgu en ommer, siger han.
For nok har der i udvalget været enighed om vejen frem, men selve udmøntningen af besparelsen, så politikerne først, da flere af foreningerne var blevet informeret. Sådan burde det ikke have været.
- Jeg skulle have bedt forvaltningen om at komme med en konsekvensberegning, for så havde vi set forslaget før det kom ud til foreningerne, siger Martin Boesen.
- Jeg fortryder, at jeg ikke fik gjort det, for så ville vi have fundet besparelserne på andre måder.
Ingen forventede frivillige skulle salte
Med nedlæggelsen af de to halinspektør-stillinger var han klar over, at der ville blive pålagt opgaver på de frivillige, men slet ikke i det omfang, som det endte med.
- Det jeg regnede med, var at de kunne blive bedt om at gøre rent, hvis de havde brugt hallen ekstraordinært og måske lidt mindre opgaver, som at tømme skraldespande, når de alligevel ikke gik ud. Ingen i udvalget havde forestillet sig, at de frivillige ville blive bedt om at salte fortov om vinteren.
Efter at halbesparelsen er trukket tilbage, kan foreninger i de kommunale haller se frem til, at 2026 bliver et helt normalt år. Men hvad der sker i 2027 ved Martin Boesen endnu ikke. Det vil et nyt byråd skulle tage stilling til, når der skal findes penge til at drive hallerne videre som før besparelserne. Nu altså blot med to halinspektører mindre.