Lolland

Kvinde taler foran publikum med flipoverblok i baggrunden.
Cecilie Louise Stabell vil have struktureret samtalen med borgerne. Foto: Palle Nevad Frandsen

Udvalgsformand: - Vi skal turde være ærlige

Hvis borgerne ikke kan ændre en politisk sag, bør politikerne sige det fra starten, mener Cecilie Louise Stabell, der er formand for nyt udvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Borgerinddragelse eller manglen på samme blev en vigtig del af sidste års kommunale valgkamp på Lolland. Bliver borgerne hørt godt nok, når der skal opstilles solceller, vindmøller, lukkes skoler eller haller? Vurderet ud fra debatten på de sociale medier var svaret nej.

Derfor nedsatte det nye byråd et såkaldt borgerinddragelsesudvalg, der er et § 17 stk. 4-udvalg. Et midlertidigt udvalg, der skal forene borgere og politikere i at lave bedre borgerinddragelse.

Mandag blev første store spadestik taget til udvalgets arbejde, da godt 40 borgere mødte op til borgermøde på Nakskov Bibliotek. Mødet er det første af fire om borgerinddragelse.

Skal erkende manglende tillid

For det nye udvalgs formand, Cecilie Louise Stabell (SF), er det vigtigt, at arbejdet begynder med en samtale med borgerne. En samtale, som stille og roligt skal opbygge tillid mellem borgere og politikere.

- Det er vigtigt, at vi anerkender og erkender, at der er en manglende tillid fra borgerne. Det er jo tydeligt, når vi hører, at der på nationalt plan er 48 procent af borgerne, som ikke har tillid til de beslutninger, som politikerne tager, siger hun.

Fakta om udvalget

Borgerinddragelsesudvalget er et såkaldt §17, stk. 4 udvalg. Det er en udvalgsform, der kan nedsættes midlertidigt for at varetage specifikke opgaver, rådgive eller forberede arbejde for de faste politiske udvalg.

Udvalget består af Cecilie Louise Stabell (SF), Anes Halilovic (S) og Mikael Andersen (DF). Udvalget vil blivet udvidet med 8 til 10 lokale borgere eller samarbejdspartnere.

Borgermøderne vil ende ud i et kommissorium for borgerinddragelsesudvalget, som skal fastlægge blandt andet temaer og rekruttering af deltagere. Dette kommissorium skal godkendes af byrådet.

Lollands nye borgerinddragelsesudvalg vil gerne gøre op med den manglende tillid, men det kræver en samtale om den fremtidige samtale.

- Vi kan ikke genoprette tilliden, hvis ikke vi taler om en fremtidig forventningsafstemning til, hvordan vi skal tale sammen.

Struktur på samtalen

Kvinde står og taler foran siddende publikum i mødelokale
Omkring 40 borgere var mødt op til mødet i Nakskov, hvor udvalgsforman Cecilie Louise Stabell bød velkommen. Foto: Palle Nevad Frandsen

Det lyder som en masse pseudosnak, men for politikerne er det vigtigt at få borgerne med til at sætte nogle rammer for udvalgets fremtidige arbejde. Rammerne skal være med til at strukturere den fremtidige dialog, og det er her, det bliver meget vigtigt for Cecilie Louise Stabell.

Både borgere og politikere skal vide, hvad der er på spil, når der bliver budt ind til borgerinddragelse. I fredstid, hvor borgerne får præget en beslutning, betyder det nok ikke så meget, men det gør det, når der opstår uenigheder mellem parterne. Selv om borgerne bliver hørt, er det ikke det samme som, at de nødvendigvis får det, som de ønsker.

- Men det er vigtigt at have borgerne med, for selv om de måske ikke får helt ret i deres ønske, kan de være med til at præge processen. De kan også få medhold i nogle nuancer af beslutningen, siger udvalgsformanden.

Skal være modige

De næste møder

Der bliver holdt yderligere tre borgermøder:

  • 4. maj klokken 19 til 21 på Maribo Bibliotek - mødet er for newcomers, og vil blive holdt på engelsk.
  • 27. maj klokken 19 til 21 i Rødbyhavn Sportshal, Cafeteriet.
  • 15. juni klokken 19 til 21 i Højrebyhallen, Cafeteriet

Samtidig er det vigtigt for hende, at borgerinddragelse ikke bliver en skueproces. 

- Hvis borgerne ikke kan præge processen, skal man være ærlig omkring det. Så skal vi fortælle dem, at de kan møde op og høre, hvad vi har på hjertet, men at deres input bliver ikke nødvendigvis taget med videre, siger Cecilie Louise Stabell.

I det hele taget er det vigtigt for formanden, at politikerne udviser mod, ikke mindst når det handler om de beslutninger, der kan skabe røre i den lollandske andedam.

- Vi skal turde være ærlige som politikere. Vi skal turde stille os ud på den brændende platform og fortælle, at den her beslutning har vi tænkt os at træffe, og give dem en begrundelse for det, slår Cecilie Louise Stabell fast.

- Jeg mener, at vi som politikere er valgt til at skulle turde være modige og stille os ud i det åbne, fordi det er det, borgerne har valgt os til. Så hvis jeg som politiker ikke kan tage den samtale med borgerne, så skal jeg ikke være politiker.